Hokus pokus Alfons Åberg

12.12.2013

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

Her kommer en flot film om Alfons Åberg. Filmen anbefales på det varmeste til de yngste børn.

Handling

Alfons Åberg bliver snart 7 år, og det, han ønsker sig allermest, er en ny hund. Men det ser ikke ud til, at ønsket går i opfyldelse. Far siger, Alfons er for lille til så stort et ansvar - en hund skal både luftes og fodres hver eneste dag.

Alfons er ikke enig med far. Han synes far og alle andre altid siger, han er for lille. Han mener, han er mere end stor nok til alt muligt. Men da han møder gamle Gustav og hans kone, vokser håbet. Gustav kan nemlig trylle, og ved hjælp af magi tror Alfons, at han kan få det lige som han vil.

Troldmanden Gustav har også en lille hund, som hedder Spingo, som Alfons bliver meget gode venner med. Efterhånden indser Alfons, at magi måske ikke er løsningen på de små og store problemer, som opstår i dagene op til fødselsdagen.

Vurdering

Det er forfriskende at se en norsk animationsfilm, som tør være lidt anderledes end de mange fartfyldte og lidt stressende børnefilm, der findes så mange af. Denne film er sjov, lun, underfundig og rar - og historien glider behageligt ned i et passende tempo. Instruktør Torill Kove er på mesterlig vis trofast mod det velkendte Alfons-Åberg-univers, som har glædet børn siden Gunilla Bergström udgav den første bog i 1972. Tegningerne og stilen er, som man kender dem fra bøgerne og tv-serien om Alfons Åberg, og vi håber, det kan blive grundlaget for en serie film om Alfons, Skybert, far og alle de andre i det hyggelige univers.

Manuskriptet er et af de bedste, vi har set til en børnefilm i lang tid. Historien er tilsyneladende enkel, men lidt dybere nede er der en imponerende kompleksitet og et godt budskab til børn. Historien bliver en rejse for Alfons, hvor han udvikler sig fra en overbevisning om, at han er stor nok til at have ansvaret for en hund, gennem en erkendelse af, at han måske ikke er det, for til sidst at blive en dreng, som tager ægte ansvar og er ærlig overfor sig selv og andre.

Det bedste filmskaberne gør, er måden, de fremstiller de mange sider ved Alfons’ personlighed. Skildringen er både letforståelig og noget, børn kan genkende sig selv i. Alfons’ opførsel lader seerne forstå, at Alfons nok ikke er helt klar til at få en hund endnu. For hvorfor ville han ellers tage oldefars kikkert uden at have lov eller tro, at troldmanden Gustav kan trylle penge ud af hans hoved? Samtidig er det tydeligt, at Alfons også forstår rigtig meget. Han lærer noget nyt hele tiden, og det er derfor, han efterhånden ser gennem både sine egne og troldmandens illusioner - og ser, hvordan virkeligheden kan være rigtigt fortryllende.

Egnethed

“Hokus pokus Alfons Åberg” er en fantastisk film til de yngste biografgæster. Historien formidles med stor forståelse for, hvordan man kan give børn en underholdende og samtidig lærerig filmoplevelse. Filmsproget er enkelt og håndgribeligt, og filmen har den sjældne egenskab, at børn kan finde den dybde, som passer til deres egen alder og modenhedsgrad. Historien har faktisk en slags dybde, så selv voksne kan få sig en lille påmindelse om børn og deres virkelighedsforståelse.

Eftersom børn er vandt til at se mere actionfyldte film end denne, er det muligt at nogle af de lidt ældre børn vil synes, at filmens rolige tempo i over 1 time kan føles lidt for langt. Dog er det en fantastisk tegnefilm for børn på 3-9 år.

Konklusion

Dette er en perle af en film, som får vores varmeste anbefalinger.

Intruktør: Torill Kove Genre: Børnefilm/Animation Danske stemmer:Lars Brygmann, Stig Hoffmeyer  Nationalitet: Norge Originaltitel: Hokus Pokus Albert Åberg Spilletid: 1 time 12 min. Distribution: Nordisk Film Produktionsår: 2013 Medierådet for Børn og Unges aldersgrænse: Tilladt for alle Begrundelse: Filmen har en varm, humoristisk grundstemning, og indeholder ingen voldsomme scener. Det vurderes derfor, at filmen ikke vil kunne virke skræmmende på børn.

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn