Anders And lærer børn om sikkerhed på nettet - særnummer af Anders And & Co.

29.06.2016

Sommerferien er over os og med det også god tid til mange opdateringer af is og strandture på sociale medier. Men for børn og unge kan det være svært at vide, hvad der er okay på nettet, og hvad der ikke er.

Derfor har Børneulykkesfonden, i samarbejde med Egmont Publishing, udarbejdet et særnummer af Anders And & Co., som skal lære børn om sikkerhed på nettet. 

Mobiltelefoner, tablets og computere er efterhånden en naturlig del af de fleste børns liv, og børn er ofte mere nysgerrige og hurtigere til at lære digitale funktioner end voksne. Dermed er der også et stort behov for, at børn tidligt lærer, hvordan man bedst begår sig på nettet. Derfor er Børneulykkesfonden og Egmont Publishing gået sammen om at lave en særudgave af Anders And & Co., som på en sjov og underholdende måde skal gøre børn til sikre og bevidste netbrugere.

”Internettet er en verden fuld af muligheder, og det giver jo børnene en fantastisk chance for at gå på opdagelse, dele billeder, se videoer og have det sjovt med deres venner. Men børn skal også lære at tænke sig godt om, når de surfer rundt på nettet.Derfor har vi udarbejdet et særnummer af Anders And og Co., som kan hjælpe børn til at blive klogere på, hvordan man begår sig på internettet”, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden. 

Hæftet indeholder en fortælling om Anders And, som gentagende gange dummer sig på nettet. Idéen er, at hæftet skal danne udgangspunkt for en dialog mellem barn og voksen om sikkerhed på nettet både i skolen og derhjemme. Hæftet indeholder desuden små opgaver og gode råd til, hvordan man bedst begår sig på nettet.

Børnene opfordres blandt andet til at tænke sig om, inden de skriver noget eller lægger et billede ud på nettet, fordi det kan være synligt for andre i mange, mange år frem.

”Hos Børneulykkesfonden opfordrer vi alle forældre til at tale med deres børn om sikkerhed på nettet. I stedet for at overlade ansvaret for at udvikle gode netvaner til barnet selv, kan det være en god idé at deltage og følge med i, hvad dit barn laver på nettet. Tag en snak med dit barn og aftal, hvad der er okay, og hvad der ikke er okay på nettet”, siger Henriette Madsen. 

 

Gode råd til sikker brug af nettet

  1. Tænk dig om, inden du skriver eller lægger et billede ud på nettet. Det er nemlig ikke altid nemt at fjerne det igen, og faktisk kan det, du skriver eller deler, være synligt for andre i mange, mange år – også selvom du har slettet det.

  2. Tjek, at det, du skriver eller deler, kun når ud til dem, som du gerne vil have ser det. Det kan du som regel gøre ved at gøre dine billeder og opslag lukkede, så kun dine venner kan se det.

  3. Husk at behandle andre ordentligt på nettet. Det er som om, det er nemmere at være ond og tarvelig, når man sidder bag en computer, men faktisk kan de ting, du skriver og deler på nettet, gøre andre mindst lige så kede af det, som hvis du sagde det til dem, mens de var der.

  4. Tal med dine forældre, din lærer eller en anden voksen, hvis andre skriver noget til dig på nettet, som gør dig ked af det. Det gælder også, hvis du har været inde på en hjemmeside, du ikke måtte. De voksne vil hellere have, at du siger det, så de kan hjælpe dig.

  5. Pas de falske profiler. Nettet er et rigtig godt sted at lade som om, man er en anden. Tænk dig om en ekstra gang, inden du deler billeder eller private ting om dig selv. Det kan være, du slet ikke skriver med den person, du tror du skriver med. 

 

Mere information

-       Læs mere om projektet, og find bladet her: http://børneulykkesfonden.dk/kampagner/hjemmet/tryg-pa-nettet-med-anders-and

-       Særnummeret af Anders And & Co. er også tilgængeligt på den digitale undervisningsplatform Educas

-       Med bladet følger en række små opgaver, som kan bruges i undervisningen.

 

Om Børneulykkesfonden

Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen.

Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.

 

Om Egmont Publishing

Anders And & Co. er en del af Danmarks største mediekoncern, Egmont, som bl.a. står bag Egmont Publishing, der udgiver magasiner i 30 lande, Nordisk Film, Lindhardt og Ringhof og TV 2 i Norge. Egmont er en erhvervsdrivende fond, der hvert år omsætter for godt 11 mia. kr. og støtter indsatser for børn og unge med godt 80 mio. kr. Egmont Publishing A/S publicerer blandt andet verdens sjoveste ugeblad, Anders And & Co. Tidligere bestod bladet udelukkende af amerikansk materiale, men i dag bliver mange af de nye historier udviklet og tegnet i Egmont Creative Solutions på Strødamvej i København.

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet