Aion

20.09.2010

Gallery

"Aion" er et frisk pust i MMO(massive multiplayer online) genren. Historien er spændende helt fra begyndelsen, grafikken er lige i øjet og musikken giver en anderledes oplevelse. "Aion" giver dig muligheden for at spille enten som "Asmodians" eller "Elyos". Asmodians lever på skyggesiden af den delte planet. De ligner ulve og er meget aggressive. Elyos bor på lysets side af planeten, og ligner mennesker mere. De har blondt hår, vinger og ser selvfølgelig sig selv, som værende bedre end Asmodianerne. Begge sider hader hinanden.

Når spillet starter bliver der vist et lille videoklip, hvor en voice-over forklarer, at du bliver nødt til at slås for dit folk resten af livet. Efter dette vågner du, og spillet begynder. Til at begynde med, får du nogle nemme missioner, og en guide fortæller, hvordan du skal spille. Hvis du har spillet World of Warcraft eller andre MMO'er før, så vil du ikke lære noget nyt. Dog bør du, hvis dette er første gang, bruge noget tid på de forskellige guides. Når du gennemfører missionerne når du et højere level, og får nye muligheder for at angribe dine fjender. Når du level 10 får du vinger, og nye missioner, hvor du bliver nødt til at flyve. Dette giver dig en helt ny oplevelse af den rollespils verden du befinder dig i.

Spillet skal spilles på internettet, og kræver en hel del af din computer. Familiens gamle PC fra 2005 kan højst sandsynligt ikke følge med, ligesom den billigste internet forbindelse nok også er lidt for langsom. Ligeledes kan der ofte være frustrerende lang ventetid, for at logge på serverne. Selvsagt er det irriterende at vente op til tre timer, bare fordi forbindelsen ryger en enkelt gang. Det er også værd at bemærke, at Aion koster et månedligt gebyr, som enten skal betales med VISA eller Game Time Cards.

Målgruppe
"Aion" er et utroligt flot spil, men da det mest handler om at føre krig, vil volden også nogle gange være meget udpenslet. Al kommunikation i spillet skal foregå på engelsk, og der er udvisningsgrund, hvis dette ikke overholdes. Ligesom med alle andre MMO'er kan ludomani blive et alvorligt problem, hvilket forældre bør huske på, inden de lader deres børn spille "Aion" eller andre MMO-ligne spil.

Aldersgrænse: Egnet til børn på 12 år eller ældre
Platform: PC
PEGI: 12

Del |

Tips en venn