Moon

22.09.2010

Gallery

Handling
I tre år har Sam Bell været det eneste menneske på Lunar Industries' måne mineanlæg. Den store automatiserede miniaktivitet høster stoffet Helium 3, og det helt uden strålingsproblemer. Sam er ansvarlig for at tilse og reparere maskinerne, og sende det indsamlede Helium 3 til jorden.

De monotone daglige rutiner og manglen på menneskelig kontakt, har gjort Sam meget ensom. Den eneste han kan tale med, er supercomputeren Gerty, der er ansvarlig for alle detaljerne i mineanlæget. Derudover får Sam nogle korte videobeskeder fra sin kone og datter på jorden, men alt dette kan selvfølgelig ikke gøre det ud for ægte sociale relationer og hans behov for at være sammen med familien.

Heldigvis er der kun to uger tilbage til de 3 år er ovre. Men spørgsmålet er om Sam kan holde ud i så lang tid. Han taler til sig selv og sine planter, er sløset og både håret og skæget har fået lov at gro. Derudover er han begyndt at hallucinere - og overraskes selvsagt af den mørkhårede pige der pludseligt sidder i hans køkken. Sam er ved at miste fornemmelsen af virkeligheden, og da han ser pigen under en køretur på basen ender han i en voldsom ulykke.

Vi vil selvfølgelig ikke fortælle, hvad der sker efter dette. Dog kan vi sagtens røbe, at da Sam vågner i basens sygeafdeling, begynder en række sære hændelser, der får Sam til at gå dybere ind i vanviddet. Hvorfor har Gerty en hemmelig samtale med virksomhedens chefer? Har hans kone virkelig ventet på ham i disse tre år? Er det hele bare fantasi? Og sidst men ikke mindst - hvem er Sam Bell?

Kvalitet og tema
"Moon" er først og fremmest Sam Rockwells film, og i rollen som Sam Bell viser han sit store skuespiller talent. Han giver en troværdig repræsentation af en lang række svære følelser, som vrede, selvsikkerhed, uro, angst og dyb fortvivelse. Om ikke andet er hans flotte præstation en god grund til at se denne film.

Flere af denne science-fiktion films elementer minder meget om klassikerne "2001: A Space Odyssey" og "Solaris", med den intelligente supercomputer som det mest tydelige eksempel. Dog er det ikke nok at "Moon" beskæftiger sig med spændende temaer og gode idéer, den er simpelt hen langt fra det niveau klassikerne fremviser. Hvad der kunne have været et interessant portræt af identitet og ensomhed, bliver i stedet en historie, der ikke vækker tilstrækkelig interesse i de hemmeligheder den afslører.

Den indeholder dog stadig meget, som unge mennesker kan lære af. Filmen giver en god indsigt i menneskets sociale natur, og hvad ensomhed og manglen på menneskelig kontakt kan medføre. Filmen sætter også nogle spændende spørgsmålstegn ved begrebet identitet, og hvad der sker for et individ der mister sin kulturelle arv og livshistorie. Derudover sætter filmen også spørgsmålstegn ved store virksomheders magt over samfundet og kulturen. Sidst men ikke mindst tager den også hul på det klassiske science fiktion spørgsmål - hvad sker der med menneskeheden, når computere og industri kan klare sig selv?

Egnethed
"Moon" er mærket til teenagere på 15 år eller ældre. Historien er fyldt med paranoia og utryghed, og kan ikke ses som "let" underholdning. Temaerne der bliver behandlet i filmen, gør den dog både interessant for teenagere og voksne.

Konklusion
Det er en forholdsvis vellykket film, med en meget dygtig hovedrolleindehaver. Dog mangler historien prikken over i'et for virkelig at være interessant. Kids and Media vurderer den til at være en ok film.

Fakta

Instruktør: Duncan Jones
Genre: Drama/ Science-fiktion
Sprog: Engelsk
Længde: 1 time 37 min
Produktionsår: 2009

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet