The Social Network

11.11.2010

Gallery

Handling
Da Mark Zuckerberg (Jesse Eisenberg) bliver droppet af kæresten, der samtidig benytter en del ufavorable adjektiver om ham, går han tilbage til sit værelse på Harvard University. Han drikker nogle øl, og begynder et projekt for at få tankerne væk fra pigen. Under alt dette blogger han, så alt bliver ucensureret tilgængeligt for verden. Bloggingen førte ikke noget godt med sig, og han ender med at lave et program, hvor de studerende kan kåre den lækreste kvindelige studerende.
I løbet af nogle få berusede nattetimer klarer Zuckerberg at hacke sig ind på centrale dele af Harvards datasystemer, og generer så meget,at netværket til sidst bryder sammen. Dette bliver der selvfølgelig lagt mærke til.

Han bliver kontaktet af tre ældre studerende, som længe har arbejdet på at skabe en social platform for Harvard studerende. De har brug for en programmør, og de udpeger derfor Zuckerberg som manden. Han indgår en mundtlig aftale med de tre, men kort tid efter han er begyndt på opgaven, kan han se forbedringsmuligheder. Han får hjælp af to kammerater, og resultatet er thefacebook.com. De tre studerende føler sig snydt, og fra dette tidspunkt veksler filmen mellem at fortælle historien om Facebook og de to retssager Zuckerberg pludselig befinder sig i. Han skal ikke blot stå til ansvar overfor de tre medstuderende, men også overfor hans bedste ven - der har hjulpet med at skaffe start kapital, og som troede han ville få en central plads i Facebookeventyret.

Vurdering
Til trods for at filmen primært udspiller sig i retslokaler eller foran computerskærme, så er der meget der gør denne film morsom. Det vigtigste er muligvis manuskript forfatteren Aaron Sorkin s (The West Wing) bidrag, for det hele flyder fint af sted. Man bliver ikke godt bekendt med Mark Zuckerberg, til det er han tegnet alt for distanceret og "nørdet", men dialogerne er utroligt gode. Skuespillerne, især Jesse Eisenberg, som portrætterer Facebook opfinderen, gør en troværdig indsats, og personerne fungerer godt i filmen. Selv Justin Timberlake, der spiller den sleske Napster grundlægger, Sean Parker, leverer meget flot.

Men oven i den tekniske del er filmen relevant, fordi den beskriver et samfund vi kender i dag. Den giver godt nok ikke svar på alle spørgsmålene, som fx hvem der egentlig først fik ideen til Facebook. Ligeledes fortæller den heller ikke den fulde sandhed om hele tilblivelsen (der findes flere bøger der beskriver dette, og ifølge disse er der flere "fejl" i filmen). Filmen tegner billeder af personer, der lader sig påvirke af magt, penge og berømmelse, men det er netop derfor en film om en hjemmeside kan være så relevant. Den diskuterer nemlig centrale temaer som ambitioner, venskaber, den destruktive magts virke på en person, og hvordan de sociale strukturer har betydning for mange dele af vores liv.

Egnethed
Man kan møde mange børn, der dagligt er ivrige brugere af denne tjeneste, der oprindeligt blev til for universitetsstuderende. Dette betyder ikke at filmen er egnet for denne aldersgruppe, dialogerne bliver nemlig aldrig interessante for disse. Men for de ældre teenagere vil filmen kunne sætte billeder og ord på meget af det, de oplever som deres hverdag. Derudover er filmen også ganske fin underholdning.

Filmen er tilladt for børn fra 7 år, men det er nok kun teenagere og voksne der vil få noget ud af den.

Konklusion
"The Social Network" anbefales til teenagere og voksne som god underholdning, der kan give et vigtigt indblik i en af samtidens største medietrends - og mekanismerne bag.

Instruktør: David Fincher
Genre: Drama
Sprog: Engelsk tale m. danske tekster
Længde: 2 timer 1 min
Produktionsår: 2010
Medierådets anbefaling: 7 år

Kids and Media anbefaler denne film.

Del |

Tips en venn