Harry Potter og Dødsregalierne

25.11.2010

Gallery

Historie
Det er frygtelige tider i magiens verden. Fyrst Voldemort er stærkere end nogensinde før, og har samlet sig en kæmpe hær, der har et mål for øje. At finde Harry Potter og bringe ham til mørkets fyrste.

Harry er på den anden side støtte af en lille, men stærk, gruppe trold- mænd og kvinder. Selvfølgelig har Harry også Ron og Hermione ved sin side. De hjælper Harry med at komme i sikkerhed i familien Wiltersens magisk beskyttede hjem. Her kan han samle tankerne, samtidig med at venner og bekendte samles for at fejre Rulle og Fleurs bryllup.

Men roen varer ikke længe. Midt i brylluppet kommer beskeden om magiministeriets fald, og at Voldemort nu har magten. Kort efter dette bliver huset angrebet, og Harry må flygte sammen med sine venner. Derefter lever de en skjult tilværelse på øde steder, i fuld vished om, at det bare er et spørgsmål om tid inden Voldemort finder dem. Men Voldemort er ikke usårlig og nu gælder det om, for Harry og vennerne, at finde hemmeligheden bag Voldemorts udødelighed.

Det bliver en lang og hård kamp, da også forholdet mellem de tre begynder at slå revner. Nu er både Harry og magiens verden afhængig af, hvem der er i besiddelse af de mægtige dødsregalier.

Vurdering
Den forrige film om Harry Potter markerede klart og tydeligt, at det nu var slut med leg, morskab og ungdommelig optimisme for Harry og vennerne. Det eventyrlige univers udviklede sig til noget mere dystert, ondskaben blev mere rå, og vi oplevede at selveste professor Dumbledore måtte lade livet. I "Harry Potter og Dødsregalierne" er situationen blevet endnu værre. Ondskaben er på lur overalt, og der er stor risiko for at blive tortureret og dræbt, hvis du ikke støtter Voldemort eller er af rent troldmandsblod. Dette er et dystert og skræmmende billede af, hvad der kan ske, når ondskaben får råderum i samfundet. Det er blandt andet nemt at se paralleller mellem Voldemorts folk, og nazisternes terror under anden verdenskrig.

Samtidig er det en engagerende film. Selvom alt virker håbløst ved vi ,at Harry aldrig kommer til at give op. Filmskaberne har været snedige med at dele den sidste bog i to film. Det giver historien tid til at udvikle sig i et naturligt tempo. Faktisk er det lige før denne film føles lidt for lang. De tidligere film er proppet med action, men her findes længere sekvenser hvor filmens fremdrift er forholdsvis lille. Da filmen næsten er to timer lang, og man må vente på klimakset til den anden film udkommer til sommer, så bliver det næsten for meget.

Ligesom i sidste film, er publikum helt afhængige af et kendskab til Harry Potter universet, for at få fuldt udbytte af historien. Man får ikke noget resume eller forklaring på de mange trylleformularer der benyttes. Der er heller ingen som tydeligt forklarer, at Harry har evnen til at se dele af det Voldemort foretager sig. I det hele taget skal det siges, at bogen tilbyder en meget mere komplet og fyldig oplevelse af historien, og det kan derfor anbefales at læse denne, før man ser filmen og får afsløret handlingen.

Egnethed
"Harry Potter og dødsregalierne - del 1" har en gennemgående dyster og mørk stemning. Filmskaberne bruger virkemidler fra gyserfilms genren, og der findes nogle meget skumle scener. Særligt kan det være svært at sidde stille ved scenerne med slangen Nagini. Disse kan få de mest hårdføre til at hoppe lidt i sædet. Ligeledes er der scener, hvor der udvises bekymrende meget mishandling. Et eksempel på dette findes allerede i starten, hvor en troldkvinde svæver bevidstløs og skamslået til en unaturlig stilling over Voldemorts mødebord.

Man er dog aldrig i tvivl om ,at disse scener foregår i et fiktivt univers, og teenagere kan derfor trygt se filmen. Medierådet har fastsat aldergrænsen til 11 år, hvilket vi kun kan bakke op om. Børn under 11 år skal bestemt ikke se denne film, og forældre til 12 og 13 årige bør også overveje om den er for voldsom for deres børn. For dem der kan holde til at se denne film, så er det begyndelsen til en uforglemmelig afslutning i del to.

Konklusion
Til trods for at filmen bliver en smule langtrukken, er det en god indledning til afslutningen af Harry Potter sagaen. Filmen er flot lavet, og fans af serien vil være ekstatiske.

Instruktør: David Yates
Genre: Eventyr
Sprog: Engelsk m. danske tekster
Længde 2 timer og 26 min.
Medierådets aldersmærke: 11 år
Egnethed: Til teenagere

Kidsandmedia dk anbefaler denne film

Del |

Tips en venn