Fair Game

09.12.2010

Gallery

Historie
Valerie Plame Wilson er CIA-agenten, som i 2002 fik til opgave at undersøge Saddam Husseins våbenprogram, eller nærmere bestemt, undersøge om der fandtes atomvåben eller biologiske våben i Irak. Joe Wilson er Valeries ægtemand, han er lidt ældre, og har en mangfoldig karriere bag sig i Afrika, blandt andet som ambassadør.

På Valeries initiativ tager Joe til Niger for at undersøge om Irak har købt store mængder uran. Han finder ud af at det muligvis kunne være sket, og leverer sin rapport. Set i sammenhæng med de andre informationer Valerie får, er der kun en mulig konklusion: Irak kan måske have atomvåben.

Så begynder et mareridt. Magtfulde mænd fra vicepræsidentens kontor, ledet af I. Lewis Libby jr. stiller spørgsmålstegn ved konklusionerne, og forvirrer sandheden, så de styrende dele af Amerika kan få de "beviser" de har brug for, for at starte en krig. Joe, som ikke har problemer med at sætte folk på plads, reagerer stærkt, og går til offentligheden og beskylder regeringen for at komme med bevidste løgne. Svaret fra vicepræsidentens mænd er enkelt og brutalt - de lækker Valerie's virkelige navn og identitet til pressen, og starter en smædekampagne for at ødelægge parrets troværdighed.

Dette lægger et stort pres på ægteskabet, og forholdet slår revner, samtidig med at de reagerer helt forskelligt i denne vanskelige situation.

Vurdering
I løbet af den senere tid er det kommet mere og mere frem om, hvad der lå bag Irak krigen i 2003. Wikileaks har offentliggjort tusindvis af hemmelige dokumenter og emnet er behandlet i flere forskellige film(fx "The Green Zone"). I dag hersker der ikke meget tvivl om, at den vestlige befolkning blev ført bag lyset af magtfulde politiske kræfter, der for enhver pris skulle forsvare deres beslutning om at invadere Irak. "Fair Game" er et indsigtsfuldt bidrag til at kaste lys over dette emne, og resultatet er en tempofyldt, lærerig og spændende film.

Filmen handler ligeså meget om Valerie og Joe, som om det internationale politiske spil, og vi får et godt indblik i forholdet mellem to intelligente og dygtige personer og deres sammenspil med magt eliten i USA. Det tilfører filmen en ekstra dimension, så den ikke bare fremstår som et interessant politisk drama, men også som et psykologisk drama med fokus på loyalitet, moralsk ansvar, sammenhold og professionalitet. Derudover har filmen en god bihistorie der giver os indblik i nogle Irakiske skæbner.

"Fair Game" formår på en underholdende måde at give rig og mangfoldig information om en krig som mange unge husker fra deres barndom. Historien åbner vores øjne for noget af det rådne politiske spil der foregik dengang, og som sikkert stadig foregår den dag i dag. Ligeledes understreger den hvor vigtigt det er at have et kritisk forhold til nyhedsmedierne. Filmen viser de alvorlige internationale og personlige konsekvenser, der følger af at sandheden bliver manipuleret, og hvor hjælpeløs man er som enkelt menneske, når det er magthaverne der står bag løgnene.

Egnethed
"Fair Game" har fået en 11 års aldersgrænse, og kan trygt ses af børn fra denne alder. Der findes nogle få scener fra krigen, men ingen af disse er særligt voldelige eller skræmmende. For at få et godt udbytte af filmens emne kræves derimod en del modenhed, og af den grund anbefaler vi først og fremmest filmen til teenagere fra 13 års alderen. Filmen er for øvrigt velegnet som undervisningsmateriale, og kan hjælpe eleverne med at blive mere bevidste om begrebet demokrati.

Konklusion
"Fair Game" er både lærerig og meget underholdende, derfor er det også en klar anbefaling.

Instruktør: Doug Liman
Genre: Drama/ Action
Sprog: Engelsk m. danske undertekster
Længde: 1 time 48 min
Medierådets anbefaling: 11 år
Egnethed: Teenagere og voksne

Kids and Media dk anbefaler denne film

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet