Pindsvinet

09.12.2010

Gallery

Historie
Paloma er en meget intelligent 11 år gammel pige. Hendes familie er meget rig, men hun snakker ikke rigtig med faderen, der er minister, den neurotiske mor eller storesøsteren. Paloma kan bedst lide at gemme sig væk, observere andre og filme familie og naboer med et gammelt kamera. Hun synes livet er absurd, og ønsker ikke at ende som de voksne - som en fisk i en bowle, som hun selv siger. Derfor har hun bestemt sig for at tage sit eget liv, på sin tolvårsfødselsdag.

Fru Michel er portner for boligblokken, hvor Paloma bor. Hun er enke og lever et tilbagetrukket liv. Fru Michel trives bedst med bøger, og derfor tror folk, at hun er en gammel grå dame. Under overfladen gemmer der sig imidlertid et kultiveret og charmerende menneske.

En dag flytter den japanske mand, Kakuro Ozu ind i en af lejlighederne. Han ser, at både Paloma og fru Michel har noget i sig, der bare venter på at slippe ud. Han behandler dem med åbenhed og respekt, og det giver umiddelbare resultater. Både Paloma og Fru Michel opdager nye glæder i livet og blomstrer begge to op.

Vurdering
"Pindsvinet" er en flot film. Ved hjælp af et roligt filmsprog, fortæller filmskaberne, en varm og fin historie om, hvor smukke mennesker kan være, når de får lov at udtrykke, hvem de virkelig er. I en verden hvor førstehåndsindtrykket er alt, er det rart at blive mindet om, hvor vigtigt det er at møde andre med åbenhed og tolerance, og ikke lade fordommenes konklusioner være afgørende.

Titlen på filmen forklarer egentlig, hvad filmen handler om. Paloma sammenligner Fru Michel med et pindsvin, som hun mener er et misforstået dyr. Når pindsvinet føler sig truet, ruller det sig sammen og stikker sine pigge ud til alle sider. De er uindtagelige, men inde bag piggene findes den bløde midte.

Nutidens unge vil have godt af at se denne film, men desværre vil mange nok synes, at filmen er ulideligt kedelig. Handlingen skrider meget roligt frem, og for mange unge vil temaet nok hverken virke relevant eller interessant. Vi vil dog stadig opfordre forældre og lærere til at tage de unge mennesker med ind og se denne film. Det kan jo være nogen vil fange det vigtige budskab, eller måske få smag for den gode filmkunst.

Egnethed
Medierådet for Børn og Unge har mærket filmen til børn fra 7 år, og selvom der findes en enkelt dramatisk scene er vi helt enige. Dog er denne film først og fremmest for teenagere og voksne. Det er nødvendigt både at være moden og tålmodig for at forstå filmens budskab, men dette budskab er til gengæld så godt, at vi anbefaler voksne at tage de unge, helt ned til 13 års alderen, under armen for at se filmen.

Konklusion
"Pindsvinet" er en flot og intelligent film som varmt kan anbefales.

Instruktør: Mona Achache
Genre: Drama
Sprog: Fransk m. dansk tekst
Længde: 1 time 48 min
Medierådet: 7 år
Egnethed: Teenagere og voksne

kidsandmedia dk anbefaler denne film

Del |

Tips en venn