Lego Star Wars 3: The Clone Wars

06.04.2011

Video ClipGallery

Spillet har mange lighedstræk med de to første spil i serien. Du begynder stadig i et hovedkvarter, men nu er det på den republikanske krydser Resolute. Herfra bevæger du dig ind og ud af en lang række eventyr i det store univers, Star Wars repræsenterer.

Du kan spille med en lang række forskellige figurer fra filmserien, og hver figur har forskellige egenskaber og våben. Du kan altid bytte din figur med en anden. Du skal styre din figur igennem små og store grupper stormtropper, og du vil også møde store 'bosser' engang imellem. Indimellem skal du også bygge med virtuelle legoklodser og løse diverse gåder.

Spillet er et eventyrspil med tegneseriepræg, der er bygget op af virtuelle legoklodser. Hvilket gør det morsomt at se på undervejs, og derved forstærkes underholdningsværdien i spillet. Derudover er grafikken i det tredje spil også rigtig flot!

Lego Star Wars 3 indeholder ikke noget nyt, men konceptet er godt, underholdende og spændende - derfor fungerer det også denne tredje gang. Nye og flottere omgivelser, lidt ny funktionalitet med lyssværdet, mulighed for at styre troppeenheder i kamp og de store 'bosser' er nogle af de nye detaljer som skiller dette fra de to tidligere spil.

Spillet kan spilles af en eller to spillere, og er vældigt morsomt at spille med en ven eller voksen. Vi så dog gerne, at man kunne være endnu flere end to spillere. Spillet er i HD.

Børnevenlighed
Vi har testet spillet på Playstation 3, hvor kontrollen er rigtig god og præcis. Lego Star Wars 3 byder på en spændende, men ikke skræmmende spilverden. Et stort og flot lydbillede bidrager til at skabe spænding.

Gåderne og opgaverne som dukker op undervejs, er for det meste enkle at forholde sig til, dog er de ikke altid lige logiske. Derfor må man acceptere at fejle engang imellem.

Af og til, ser man nogle filmklip, der bygger på serien "The Clone Wars". Filmklippene har et uskyldigt præg og er meget morsomme.

Spillet har fået PEGI mærket vold, da det indeholder en del kampe mellem Lego figurerne. Volden er dog langt fra detaljeret, og fremstår meget uskyldig. Figurerne bliver helt konkret slået tilbage til usamlede klodser og forsvinder.

Sværhedsgrad
3-6 år: Under aldersgrænsen
7-11 år: Nogle af opgaverne der skal løses undervejs, kan være lidt vanskelige for de yngste. Ligeledes kan det være svært at regne ud hvor man skal gå hen i de forskellige baner. Har man dog lidt spilerfaring, tålmodighed eller får lidt hjælp af en voksen er det intet problem. Spillet er kun tilgængeligt med engelsk tekst og tale, og nogle gange kan det være nyttigt at læse teksten på skærmen.
12-15 år: Spillet egner sig primært til børn, men kan også spilles af teenagere og voksne.
16+ år: Spillet egner sig primært til børn, men kan også spilles af teenagere og voksne.

Anbefalet aldersgruppe: Egnet til børn fra 7 år
Platform: Playstation 3, Xbox 360, Nintendo DS/3DS, Nintendo Wii, PSP
Sprog: Engelsk tekst og tale
PEGI: 7, indeholder vold

KidsandMedia dk anbefaler dette spil

 


Kids and Media anbefaler dette spil 

 

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet