HUGO

30.03.2012

Video Clip

Trailer:

Video Clip

Tags

TV og film

Filmmagi fra Martin Scorsese. Gør dig klar til en fantasifuld, spændende, sjov og rørende film, som bruger potentialet i 3D på en aldeles fremragende måde!


Historie

Hugo Cabret bor i rummet bag det store ur i klokketårnet på en banegård i 1930‘ernes Paris. Hugo sørger for, at alle stationens ure går rigtigt. Han er god til at reparere ting og har ingen problemer med at holde tandhjul og andre dimser i perfekt stand.

Men Hugo er ensom og bærer på en stor sorg. Hans mor døde, da han var lille, og faren omkom i en forfærdelig brand. Det eneste, han har tilbage, er en menneskelignende robot, som faren havde en drøm om at reparere. Hugo er sikker på, at faren har gemt en besked til ham, som robotten vil fortælle, hvis han kan reparere den. Men det kan ikke lade sig gøre uden en helt særlig hjerteformet nøgle.

Snart møder han den eventyrlystne læsehest Isabelle, og det bliver starten på et fantastisk eventyr. Hun har den hjerteformede nøgle. Den nøgle starter ikke bare robotten, den åbner også døren til en utrolig historie, der involverer den legendariske filminstruktør Georges Méliés - en af fiktionsfilmens store pionerer.

Vurdering

“Hugo” har knap været i gang i ti sekunder, før man er klar over, at dette er en helt særlig filmoplevelse. Kameraet filmer et vinterkoldt Paris, hvorefter vi bevæger os ned mod den store banegård og gennem menneskemængden. Det hele er den omvendte version af en af de første publikumssucceser i filmhistorien: “Toget kører ind på Le Ciotat”. I 1896 fik filmen publikum til at råbe forskrækket op, fordi de troede, de var ved at blive kørt ned af et tog. Hvis man ser “Hugo” med 3D-briller på, får man følelsen af, at snefnuggene rammer én på næsen, og at alle menneskerne på stationen suser gennem biografsalen omkring én. Det er næsten, så man flytter sig i stolen.

Dette er den første af en lang række gennemarbejdede detaljer - både filmteknisk og fortællermæssigt. Det er den første film siden “Avatar”, der bruger 3D-effekter på en så lækker måde. Når dette kombineres med en god fantasi og en meget underholdende historie, så er det bare at sætte sig godt til rette i biografsædet og nyde det.

Indholdsmæssigt er det en meget dyb film. Hovedhistorien præsenterer et mysterium, der er både originalt og rørende, samtidig med at fortællingen krydres med fart, spænding og humor. Ikke mindst bihistorierne gør filmen sjov. Fx møder man den klodsede og elskovssyge kontrollør. Der er også flere lag i budskabet fortalt gennem mange symboler og sjove historiske referencer. Ikke mindst giver filmen et flot og underholdende indblik i filmmediets tidlige historie. Selvom historien er fiktiv, er den baseret på virkelige hændelser i Georges Méliés’ liv, og referencerne til hans arbejder er korrekte. 

Filmen har fokus på temaer som at finde meningen i sit liv og bearbejdelsen af sorg og ensomhed.

Børnevenlighed

“Hugo” er mærket “fra 7 år og opefter” og kan på det varmeste anbefales for alle i denne alder og frem. Og her mener vi alle! Børn og unge kan glæde sig over en underholdende, fantasifuld og usædvanlig gennemarbejdet film. Voksne kan til gengæld glæde sig over at se et indholdsrigt værk lavet af en stor filmkunstner. Filmelskere kan glæde sig over en stor kærlighedserklæring til filmen som drømmenes medie. Ja, her er der virkelig noget for alle.

På grund af nogle meget dramatiske scener, bør forældre ikke lade børn under 7 år se filmen alene.

Anbefaling

Denne film skal ses i biografen! Vi opfordrer alle til at finde 3D-brillerne frem, samle familien og sætte kurs mod nærmeste biograf!

Instruktør: Martin Scorsese Genre: drama, familiefilm Skuespillere: Jude Law, Sacha Baron Cohen, Chloe Moretz, Asa Butterfield, Ben Kingsley, Emily Mortimer, Michael Stuhlbarg, Ray Winstone, Christopher Lee, Michael Pitt, Richard Griffiths, Helen McCrary m.fl. Sprog: Engelsk med dansk tekst Nationalitet: USA Filmselskab: GK Films, Infinitum Nihil Varighed: 2 timer og 12 min. Distribution: United International Pictures Produktionsår: 2011 Medierådets aldersgrænse: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år Børnevenlighed: Familie Begrundelse: enkelte truende og dramatiske scener gør at filmen får 7-års grænsen.

Kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales.

 Anbefales af kidsandmedia dk

 

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet