Lolas Matematiktog (app)

25.10.2012

Løs sjove matematikopgaver med Lola og hendes venner i denne underholdende og pædagogiske app for børn på 3-7 år.

Der findes mange matematik-apps til børn, og en af de bedre i genren er uden tvivl “Lolas matematiktog”. Her kan de yngste børn tage med Lola på en lærerig togtur, og rejse frem og tilbage mellem stationerne, mens de løser matematikopgaver og fylder toget med Lolas venner.

Når app’en startes op, er sproget på engelsk, men det er let at ændre til dansk. I venstre hjørne i hovedmenuen er der et lille flag, og her kan man trykke og ændre sproget til dansk. Børnene har nok brug for lidt hjælp til det fra deres forældre. Man skal løse en ret svær gangeopgave for at komme ind til menuen, som ligger i “forældreområdet” på app’en. Det er rart, at denne menu er så tilpas vanskelig for børn at komme ind til. Man behøver kun ændre sproget første gang. Derefter vil spillet altid åbne med det rigtige sprog.

Når man skal begynde spillet, kan man vælge mellem tre sværhedsgrader: nem, medium og svær. Det nemmeste niveau passer godt til de alleryngste - her er det mere leg med tal end egentlig matematik. Man skal fx finde bestemte tal, lægge tal sammen og sortere tal fra lavest til højest. De højere sværhedsgrader er baseret på de samme type opgaver, men her skal man derudover regne med plus og minus og sætte former sammen til logiske mønstre. Hver serie med opgaver afsluttes med spillets sjoveste opgave. Her har man 30 sekunder til at trykke på den ballon med det højeste tal (nem og medium) eller finde to balloner, der til sammen giver et bestemt tal (svær).

Når man har løst alle opgaverne, kører toget ind på stationen. Der kan man tage en ny ven med. Når hele toget er fyldt, har man gennemført niveauet. Så kan børnene prøve kræfter med et sværere niveau eller spille samme niveau igen. Opgaverne er varierede og godt tilrettelagt. Første gang man spiller, er det super sjovt. Man får hele tiden positive kommentarer, og det er fangende at se, hvor tæt på 100% rigtigt, man kan komme.

Hvis vi skal finde noget negativt, er det, at opgaverne godt kunne være mere varierede. Første gang, man prøver spillet, er det meget sjovt, men hvis man skal gennemføre alle sværhedsgrader bliver det ensformigt. Derudover er der lidt for få nemme opgaver på det sværeste niveau, og der er ikke stor forskel på “nem” og “medium”. På den anden side har spillet en meget flot funktion. Hvis et barn spiller på højeste sværhedsgrad og svarer meget forkert, så justerer spillet automatisk sværhedsgraden lidt ned. Det er en meget elegant løsning, som sørger for at barnet ikke mister modet, hvis det hele er forkert. I stedet får barnet en positiv oplevelse af, at man pludselig kan svare rigtigt igen. Ligesådan bliver sværhedsgraden sat op, hvis man svarer rigtigt hele tiden.

Børnevenlighed

“Lolas Matematiktog” er en rigtig god app til de yngste børn. Opgaverne er sjove og pædagogiske, og særligt afslutningsopgaverne i hver del er gode. Hver gang en ny type opgaver introduceres, kommer der en lille hånd, der viser det rigtige svar. Så er det nemt at forstå, hvad opgaven går ud på. Derudover er der gode forklaringer og kommentarer fra fortælleren og sjov musik til opgaverne. Musikken kan slukkes, hvis man vil. Dette kan hjælpe forældre, da man godt kan blive træt af musikken i længden. Lydeffekterne kan man desværre ikke slukke, men man kan skrue ned for lyden. App’en koster 18 kr., og det er den værd! Anbefales.

 

Foreslået aldersgruppe: Passer til børn på 3-7 år.

Platform: iOS (iPhone, iPad, iPod touch) og Android (kun engelsk)

Aldersmærkning: 4+ (Apps i denne laveste kategori har ikke skadelig indhold)

Kategori: Spil

Udvikler: BeiZ Ltd

Kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn