Life of Pi

15.01.2013

Video Clip

Filmtrailer: Life of Pi

Video Clip

Life of Pi fascinerer lige så meget, som den giver stof til eftertanke. Det er en mesterlig film, der anbefales på det varmeste til unge og voksne.

Historie

Pi vokser op i byen Pondicherry i den franske del af Indien, hvor hans familie driver en dyrepark. Som dreng udviser Pi stor interesse for forskellige religioner og hele det guddommelige område. Men faren, som alene stoler på videnskab, giver Pi et indblik i livets realiteter - hvilket lægger en kortvarig dæmper på drengens forhold til religion.

 Skibsforlis

Da fattigdom tvinger familien til at lukke dyreparken, tager de alle dyrene med på et stort skib og sætter kurs mod Canada. På vejen rammes de af en voldsom storm, og skibet forliser. Pludselige befinder Pi sig alene i en redningsbåd - det vil sige, i båden sammen med ham har han en hyæne, en zebra, en orangutang og en fuldvoksen bengalsk tiger.

 Udfordringer og religion

Det ville være en underdrivelse at sige, at Pi møder store udfordringer på det åbne hav. Men hans tidligere erfaringer, intelligente sind og fællesskabet med dyrene holder liv i håbet. Samtidig vender Pi sig på en dybere måde mod religionen - noget som giver ham fred og ydmyghed i kampen for overlevelse.

Vurdering

Det bliver svært at finde en bedre film til unge end “Life of Pi”. For det første er det en spektakulær og spændende historie. Voldsomme skibsforlis og de følgende uforudsigelige forhold mellem en dreng og en mere og mere sulten tiger, får dig til at sidde helt ude på kanten af sædet. For det andet har director Ang Lee skabt en visuelt fantastisk og fascinerende film med billeder så flotte, man hænger med underkæben. Og for det tredje, er det en film, hvori livets store spørgsmål tages op. Dette gøres med intelligens, åbenhed og nysgerrighed.

 At tro på Gud

Hovedpersonen Pi fortæller os tidligt at “dette er historien, som vil få dig til at tro på Gud”. Men dette udsagn er langt fra så enkelt, som det lyder. Det er svært at afgøre, hvilken gud, der er tale om. Efterhånden forstår vi, at filmen handler langt mere om noget helt andet. Det bedste er, at vi ingen definitive svar får. Vi bliver bare givet en fantastisk fortælling, som kan bruges til, hvad vi ønsker - alt efter, hvordan vi tolker den.

 At være menneske

Alligevel får vi nogle holdepunkter, som kan lægge til grund for vores forståelse af historien. Som dreng opsøger Pi både hinduisme, kristendom og islam, og man bør tidligt begynde at overveje kernen i, hvad drengen egentlig søger. Læg derudover mærke til scenen, hvor faren fortæller Pi om refleksionen i tigerens øjne. Ja, mere vil vi ikke sige. Det er en film, som kan tolkes og diskuteres vidt og bredt. Den skaber refleksion, er fordomsfri og åben og tilbyder et friskt, klogt og nyttigt perspektiv på, hvad det vil sige at være menneske.

Egnethed

Det tragiske skibsforlis er dramatisk og realistisk skildret. Af den grund bør filmen ikke ses af børn under aldersgrænsen på 11 år. Tigeren opfører sig nogle gange meget brutalt, hvilket kan skræmme de yngste. Alligevel er skildringerne ikke værre end at 11-12-årige trygt kan se filmen, dog gerne sammen med en voksen i biografen. For unge og voksne er det en af de film, man ikke må gå glip af. Både filmen og bogen, den er baseret på, anbefales på det varmeste til skoleklasser i udskolingen og på ungdomsuddannelser.

Konklusion

Det vil overraske meget, hvis “Life of Pi” ikke hiver adskillige Oscar’s hjem. Det er en spektakulær, intelligent, underholdende og hamrende god film.

Director: Ang Lee Genre: Drama/Eventyr Skuespillere: Rafe Spall, Gérard Depardieu, Irrfan Khan, Tabu, Suraj Sharma, Adil Hussain m.fl. Sprog: Danske undertekster Nationalitet: USA Spilletid: 2t 6min Distribution: Twentieth Century Fox Denmark Produktionsår: 2012

Medierådet for Børn og Unges aldersgrænse: 11 år Egnethed: Ungdom/Voksen Begrundelse: Filmen indeholder en lang og dramatisk skildring af et forlis, som kan virke skræmmende for 7-årige.

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbeales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn