Epic Mickey 2: The Power of Two

07.02.2013

Slip penslens kræfter løs i et nyt samarbejdseventyr. Tag med Mickey og Oswald i en episk kamp for at redde det magiske Wasteland og forandre det for altid.

Wasteland er gået i tusinde stykker efter et forfærdeligt jordskælv. Huse står i ruiner, alt ramler sammen og verden råber efter en frelsende helt. Det er nu, Mickey Mouse må træde til igen! I Wasteland er der mangler overalt, butikker trænger til ventilation og hårdt ramte Disney-figurer skal reddes.

Den gale læge - superskurken fra den første Epic Mickey-udgivelse - er klar med usædvanlig god humor, og lover at redde verden igen. Disney-figurerne håber lægen kommer på bedre tanker og sætter sin lid til den noget forvirrede læge. Heldigvis er Osteria og Oswald skeptiske over for lægens pludselige skift i humør. De tilkalder Mickey for at få hjælp. Det viser sig, at Osteria og Oswald har ret: Doc er og bliver en superskurk fyldt med skumle planer.

Mickey udstyrer sig med en malerbøtte og pensler, og Oswald finder sin magiske fjernbetjening frem til at styre strømmen. Han kan også flyve med sine lange ører og bruge armen som en boomerang til at hente ting udenfor rækkevidde.

Blanding af platformspil, musical og Disney-film

Spillet er en rejse gennem forskellige baner, som er en grafisk blanding af klassisk Disney-grafik og animeret science fiction. Musikken er flot, og man møder mange spændende verdener, hvor man kan løse en lang række opgaver og gåder. På sin færd møder man også mange forskellige figurer, som man skal kæmpe imod.

Spillet kan spilles med Move-kontroller (vi har dog ikke testet dette.) Epic Mickey 2 er udviklet til at kunne spilles både alene og sammen med en ven. Det er sjovest at være to.

Epic Mickey 2 er en blanding af platformspil, musical og Disney-film - hvor du selv spiller hovedrollen. Vi ser mange gode forbedringer fra den første udgivelse, og fantasien er godt i gang. Desværre har spillet en del tekniske svagheder. Kameravinklerne opleves ikke altid lige gode og nogle kan virke forstyrrende, når man skal løse opgaver. Det er også tydeligt, når man spiller to sammen. En gang i mellem er det svært at se hinanden. Spillet opleves af og til også noget gentagende.

Familiespil med høj underholdsningsværdi

Spillet har høj underholdningsværdi som børne- og familiespil, og vi tror, det vil opleves som et vældigt sjovt spil for mange. For personer, der stiller høje tekniske krav om kvalitet i spiloplevelsen, vil spillets svagheder sandsynligvis føre til frustration og dermed ødelægge noget af spilleglæden. I forhold til hovedmålgruppen fortjener spillet alligevel vores anbefalingsmærke – men vi håber udvikleren forbedrer teknikken, hvis der en dag kommer en udgivelse mere i serien. Det synes vi Mickey Mouse og vennerne fortjener.

Testet på PS3

Børnevenlighed

Grafikken er baseret på Disneys farverige, indholdsrige og spændende univers. Flot musik, flotter farve og generelt meget rart at se på.

PEGIs vurdering: 7+

Indholdet af dette spil er passende for børn på 7 år og opefter. Det indeholder: Urealistisk udseende vold mod fantasifigurer.

Spillet har PEGI-mærkning for vold. Du møder mange forskellige figurer, som skal nedkæmpes på vejen mod genoprettelsen af Wasteland. Volden er tegnet og åbenlyst fiktiv. Den opleves hverken truende eller demoraliserende.

Dansk tekst og tale gør spillet endnu mere børnevenligt og underholdende.

Sværhedsgrad

3-6 år: Under aldersgrænsen

7-11 år: Vi oplever at spillet som udgangspunkt er godt tilrettelagt for denne aldersgruppe. Spillet virker nogle gange lidt uoverskueligt i forhold til, hvad opgaven går ud på, og det kan være lidt forvirrende at finde rundt. Det handler derudover mere om kvaliteten af spiloplevelsen end sværhedsgraden.

12-15 år: Spillet er sjovt for mange med sit underholdende koncept, men kan opleves lidt for nemt. Nogle spillere i denne aldersgruppe kan også blive irriteret over enkelte tekniske svagheder ved spillet. Spillets grundkoncept er meget gentagende, og vi tror ikke spillere i denne aldersgruppe gider spille det mere end én gang.

16+: Spillets koncept og tekniske svagheder taget i betragtning, er dette først og fremmest et spil til børn. Men det kan også være et godt spil til forældre, der vil spille sammen med deres børn. Er man fan af Disney vil man helt sikkert også glæde sig over at lege med i Disneys univers, som her er gengivet på en fantasifuld måde.

Foreslået aldersgruppe: Vi synes, spillet har bred appel, både i forhold til alder og køn. Passer bedst til spillere fra 7 år.

Format: Playstation 3, Nintendo Wii, Nintendo Wii U, PC, Xbox 360

Sprog: Dansk tekst og tale.

PEGI: 7, vold.

Udvikler: Junction Point

Udgiver: Disney Interactive      

            Pegi 7            Pegi vold

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

 Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet