Croods

22.03.2013

Video Clip

Filmtrailer: Croods

Video Clip

Har du halvanden time tilovers til noget let underholdning, er “Croods” det helt rigtige valg. Men vær forberedt på, at den overfladiske Hollywood-faktor er tårnhøj.

Handling

Familien Croods er neandertalere, og det er svært at holde familien tryg i stenalderen. I bjergkæden, hvor de bor, lurer farerne overalt. Enorme rovdyr lusker rundt i skyggerne. Den stærke Grug, som er familiens far og overhoved, har derfor indført en række regler under mottoet: “Vær aldrig uden frygt”. De spærrer sig inde i hulen om natten og prøver aldrig noget nyt. På den måde er de sikre på at være i sikkerhed fra død og ødelæggelse.

Oprørsk datter

Det er datteren Eep ikke tilfreds med. Hun er nysgerrig og eventyrlysten og synes, det er kedeligt altid at være sammen med familien i hulen. En nat sniger hun sig ud og finder noget helt fantastisk - en vandrende sol. Eller ild, som hun snart finder ud af. Hun møder også Guy, der advarer hende om, at noget forfærdeligt er ved at ske. Bjerget vil snart revne i to på grund af voldsomme jordskælv og vulkanudbrud. Det er nødvendigt at tage langt væk for at være i sikkerhed.

Familien Croods trygge verden styrter sammen, men da de tvinges ud på eventyr, opdager de en fantastisk frodig, men også farlig forhistorisk verden. Når Grugs beskyttelsestrang kommer i konflikt med Eep og Guys eventyrlyst, giver det også kurrer på tråden. Udfordringerne står mildt sagt i kø med både farer udefra og problemer i familien.

Vurdering

Man kan ikke ligefrem anklage “Croods” for originalitet. Filmen er så enkel og kommerciel, at det næsten er sjovt. Tilsæt derefter noget amerikansk fodbold, nogle underlige fantasidyr (hvalelefanter og skildpaddefugle) og en overdosis af store undrende og søde øjne - og man har en sikker vinder. Neandertalernes liv skildres fuldstændig blottet for realisme. De er en smule primitive og har stadig lidt af dyret i sig, men alt i alt - de kan lære at blive som os. Og når det handler om familierelationer er det meget lidt stenalderagtigt. De kunne ligeså godt være en moderne familie. Med andre ord, historien er lidt som alle andre.

Animationen er derimod rigtig god. Den forhistoriske verden er flot og farverig, passende uhyggelig, og det er sjovt at følge med i de mange sjove ting, der sker - selv om realismen er på nulpunktet. Historien har en standardblanding af humor, konflikt, alvor og sentimentale scener og tilbyder fin underholdning. Eep og familien lærer, at det er godt at prøve nye ting, selv om det medfører, at man skal væk fra sin trygge base. Samtidig viser forholdet mellem Eep og faren, at selv om man er meget uenige om vigtige ting, betyder det ikke, at man ikke er glad for hinanden. Budskabet er for så vidt godt nok, men historien er uoriginal og kedelig.

Det bedste i filmen er hovedpersonen Eep. Blandingen af ydre og indre styrke, eventyrlyst og naiv nysgerrighed gør Eep til en ung og frisk pige - en type karakter vi gerne vil se mere af i film til børn og unge.

Egnethed

“Croods” har fået 7-års aldersgrænsen på grund af nogle uhyggeligt rovdyr og voldsomme effekter. Det er ikke sjældent, at familien skal flygte i sikkerhed fra de enorme kattedyr med syleskarpe tænder eller flokke med dødelige piratfugle. Filmen bør ikke ses af børn under aldersgrænsen, og nogle 7-8 årige vil nok sætte pris på at have en voksen ved siden af sig i biografen. Ellers er det en sjov og actionfyldt film, som mange børn og unge vil kunne hygge sig med.

Konklusion

“Croods” tilbyder enkel og let fordøjelig underholdning i en farverig og velproduceret animationsfilm. Kvaliteten af historien imponerer dog ikke.

Intruktør: Chris Sanders, Kirk De Micco Genre: Animation/Familie Danske stemmer: Jens Jacob Tychsen, Cecilie Stenspil, Laus Høybye m.fl. Nationalitet: USA Produktionsselskab: DreamWorks Animation Spilletid: 1t 32min Distribution: SF Film A/S Produktionsår: 2013 Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 7 år Egnethed: Børn fra 7 år og opefter. Begrundelse: Filmen har en humoristisk grundstemning. Den indeholder talrige dramatiske scener med hovedfigurer i farefulde situationer. Der er scener med vilde dyr, dybe afgrunde og jordskælv. Da de farlige situationer fremstilles humoristisk og indenfor en genremæssig ramme, der er velkendt for de fleste børn i skolealderen, vurderes det at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 7 år.

Kidsandmedia dk’s vurdering: OK

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet