Digilemma 2013

05.02.2013

I dag er det Sikker Internet Dag, og det fejres i over 90 lande verden over under sloganet ”Connect with Respect!” I Danmark sættes der derfor i hele denne uge spot på digital mobning med events og aktiviteter landet over ført an af it-ordfører Trine Brahmsen (S). Medierådet for Børn og Unge, Red Barnet og Center for Digital Pædagogik tager i den forbindelse hånd om de dilemmaer lærere og pædagoger har, når de f.eks. gerne vil følge med i de unges sociale liv online. Det sker med lanceringen af projektet Digilemma 2013, der har til formål at skabe debat, oplyse og løse op for dilemmaerne.

”Mobning har altid eksisteret, og nu sker det ikke blot i skolegården, men har også fået de sociale onlinenetværk som spillerum. Det kan være svært for læreren, pædagogen og forældrene at udrede trådene og løse konflikter, hvis de ikke har kendskab til dynamikkerne på de sociale onlinenetværk”,  siger projektleder Marianne Pihl fra Red Barnet.

Digilemma 2013: Digitale verdener – digitale dilemmaer

De tre organisationer har som forberedelse til Digilemma 2013 gennem 2012 indsamlet erfaringer fra fagfolk over hele Danmark. Blandt andet har de forhørt sig hos over 400 folkeskolelærere via en online survey. Her er de blevet gjort opmærksom på nogle af lærernes vanskelige valg.  Hvem har f.eks. ansvar for online gruppen efter skoletid? Kan man være venner med eleverne uden at snage? Og hvordan adskiller man i det hele taget privatlivet fra sit liv som lærer, når det hele flyder sammen online?

85 % svarer i online surveyen, at de ikke er venner med deres elever og en lærer forklarer: ”Jeg har simpelthen valgt Facebook fra, så støder jeg ingen ved at sige nej. Flere forældre har villet være venner, og det var befriende at kunne sige, at Facebook var jeg ikke på.”

Projektleder Kristian Lund fra Center for Digital Pædagogik forklarer: "Det kan være en rigtig svær balancegang som lærer eller pædagog, at forholde sig til f. eks. Facebook. Er man på med børnene, har man blandet privatliv og arbejdsliv sammen. Er man ikke, misser man en mulighed for naturligt at involvere sig i børnenes online liv. De nye medier udfordrer netop vores idé om privatliv; og det kræver et fagligt fokus de dilemmaer der dukker op."

Inspiration til dialog

Digilemma 2013 vil resultere i en værktøjskasse til skoler, fritidsinstitutioner og kommuner med inspirationsmateriale for lærere og pædagoger til dialogen med de unge, med forældrene og indbyrdes om de mange udfordringer og muligheder, de sociale medier rummer. Værktøjskassen lanceres i foråret 2013.

”Det er tydeligt, at mange fagfolk kan se et stort potentiale for at møde børnene på deres boldbane via de nye online muligheder. Men vi kan også se, at det kan være en problematisk og dilemmafyldt platform, som de føler sig lidt ensomme på, da de ofte ikke har nogle officielle politikker eller retningslinjer, de kan falde tilbage på. Vi vil gerne give noget inspiration til en åben debat på institutionerne og måske til, at der udvikles nogle fælles retningslinjer ”, siger projektleder Gry Hasselbalch fra Medierådet for Børn og Unge

Sikker Internet Dag 2013: www.sikkerinternetdag.dk  

Antimobbekampagnen: www.facebook.com/dropmobnu

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet