Dragon Box + (app + pc og mac)

30.04.2013

Læring gennem leg er gjort til et kunststykke i denne app, hvor børn kan udvikle matematikforståelse på en særdeles god måde.

Forfriskende, engagerende, anderledes, innovativt. Dette er nogle af de beskrivelser, der har mødt “Dragon Box+”. Og det er velfortjent. Måden, spillet stimulerer til læring og visualiserer matematikopgaver på, er imponerende.

Gennem en gradvis stigning i sværhedsgrad lægges der op til en øget forståelse af matematik, samtidig med at det ikke føles som undervisning. Tværtimod hygger man sig med sjove og udfordrende opgaver. Og det bedste er, at spillet passer til stort set alle. Børn i 6-årsalderen, som aldrig har hørt om matematik, kan finde vej gennem spillet. Det er også godt til unge og voksenskoleelever - i hvert fald når man er nået lidt op i sværhedsgrad. Med andre ord: “Dragon Box+” er et ypperligt spil til hele familien.

Gradvis fremgang

Når man starter spillet kan man vælge dansk sprog og lydvolumen ved at gå ind i indstillinger. Derefter er det bare at trykke “Spil”. Først bliver man bedt om at oprette en profil (man kan lave flere profiler, hvis hele familien vil være med) og derefter er det bare at tage fat på opgaverne.

I alt er der 100 baner fordelt på fem kapitler. Som sagt begynder spillet ret nemt. Tekst og enkle animationer giver en fin forklaring på, hvad spillet går ud på, og der bliver brugt gode eksempler, hver gang nye elementer kommer til. Man har to sider med kort på, og opgaven er at få kassen med stjernen til at stå alene på den ene side. Efterhånden indføres flere typer kort og forskellige måder at sætte dem sammen og fjerne dem på. Man kan få op til tre stjerner ved at løse opgaven med det rigtige antal kort. Det kræver, at man har forenklet ligningen mest muligt.

Matematik på den sjove måde

Hvert kort har sjove figurer på, og de er spillet værd i sig selv. Men det geniale er, at disse figurer af og til byttes ud med x, a, -a osv. Princippet for at løse opgaverne er det samme, men man sætter altså matematikkens elementer ind, så man lærer metoden til at løse ligninger. Efterhånden bliver elementerne mere fremtrædende, og mod slutningen er det rene brøker og ligninger, man løser.

“Dragon Box+” er primært udviklet for at børn i alderen 6-16 år kan udvikle matematikforståelse på en sjov, underholdende, lettilgængelig og lærerig måde. I den forstand er app’en særdeles vellykket. Udviklerne har virkelig forstået, hvordan leg og computerspil kan bruges til at stimulere til effektiv læring af komplicerede matematiske principper. Børn som spiller alle kapitlerne vil have en stor fordel, når de begynder at lære matematik i skolen. Lidt ældre børn og unge, som kæmper med forståelsen, kan også få meget ud af at prøve spillet.

Spillet stimulerer også logik og kreativitet, samtidig med at det giver spilleren en vilje til at lykkes - og stolthed og selvtillid, når opgaverne er løst.

Anbefales til hele familien

“Dragon Box+” får vores varmeste anbefalinger. Her kan hele familien udfordre hinanden til en lille konkurrence. Man skal heller ikke blive overrasket, hvis børnene klarer sig bedre end de voksne. App’en gør sig bedst til tablets, men kan også spilles på smartphones. Den koster 39 kr. og er hver en krone værd.

Foreslået aldersgruppe: Passer til børn fra 6 år.

Platform: iOS, Android. Også tilgængelig til PC og Mac.

Aldersmærkning: 4+ (App’s i denne laveste kategori har ikke skadeligt indhold.)

Pris: 39 kr.

Udvikler: WeWantToKnow AS

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet