En mors oplevelse af "Julestjerner"

20.12.2012

Tags

TV og film

”Julestjerner” er DR's julekalender for hele familien (på DR1 og DR Ramasjang). Målgruppen er hele familien – fra tre til 98 år.

Historien

Familien Jul-Jørgensens hjem i et højhus i Brøndbyøster truer med at falde sammen efter en julestorm. Og faren i familien, John, bliver fyret fra sit job i Danske Snakke Sammen Køkkener. Men ved et lykketræf har John arvet granonkel Julius’ ”Blomsterland” i Brorfelde, der ligger langt, langt ude på landet. Der slår familien sig ned til hovedpersonen, 13-årige Sus’ store utilfredshed. Byen ligger langt væk fra ”Shooting star crew” – hendes BMX-cykelkammerater og ikke mindst ”The Wizz”, træneren, som hun er lidt vild med. I landsbyen bor en række spændende personer, Vera Grus med egen grusgrav, Bjarne, der er både brugsbestyrer og betjent, Sus’ jævnaldrende Bob, der er kok i sin fars forsamlingshus og elsker at kigge på stjerner, og Bobs far, der elsker at spille på hammondorgel.

Universet er typisk Wikke og Rasmussen; underfundigt, skævt og sjovt.

Hjemme hos os

Hjemme hos os har mor og tre børn på fire, otte og ti år fulgt julekalenderen fra første afsnit. Mor har interviewet de to store børn:

Hvad er sjovt?

Den 10-årige pige: ”Jeg synes, det er ret sjovt med grusgravinden, som bare synes at huller er så fantastiske, og at Sus er så optaget af at komme tilbage til Brøndbyøster, fordi hun ikke kan lide at bo på landet og vil tilbage til sin BMX-klub.

Den 8-årige dreng: ”Jeg synes, det er så sjovt, at de skal til Blomsterland – og så er det bare et vildt råddent sted. Og det er også sjovt at politimanden også er brugs-mand.

Hvad er spændende?

Den 8-årige: Julestormen kommer – det er uhyggeligt at høre den hyle.

Den 10-årige: Og der hvor Sus er ved at falde ned i grusgraven er også rigtig spændende. Og lidt uhyggeligt.

Er der noget jul i julekalenderen?

Den 10-årige pige: Det er skørt at Maria (moren) tror, at alt bare bliver godt, når man synger en julesang.

Den 8-årige dreng: Mærkeligt at hun (Maria) synes, det er sådan et fint sted, når det bare er helt støvet.

Er der noget, som er træls ved julekalenderen?

Den 10-årige: Jeg synes, at afsnittene er lidt korte.

Den 8-årige: Og det altid er midt i det spændende, de slutter!

Mor skriver

Mine to store børn er helt klart dem, der har mest ud af julekalenderen. De kan godt se komikken i Johns store køkken-bil, hvor bagagerummet er en ovn. Og i Maria, der lidt hektisk synger julesange, når hun bliver presset. Den fireårige synes, det er lidt uhyggeligt, når politibetjenten standser Sus og Bob en mørk aften. Men han elsker at synge med på den gospel-agtige tema-sang.

Jeg er selv vokset op med Sonny Soufflé Chok Show, Brødrene Bisp og andre af Wikke og Rasmussens skøre påfund. Gensynet er rigtig hyggeligt.

Jeg kan rigtig godt li’ far John, som altid venter sig det bedste. ”Det bliver en god dag,” siger han – også den dag, han er blevet fyret. Måske et lille ”pip” til os andre om, at der er vigtigere ting i livet end arbejde…

Og Brorfelde er et sted uden bredbånd og mobildækning. Det var måske en reminder til de store børn om, at der også kan ske spændende ting i livet uden netforbindelse.

Helt grundlæggende er det forfriskende med en ny julekalender, hvor man i allerførste afsnit møder antydningen af en kristen jul – ganske vist kun en kirke og en fortælling om den store stjerne på himlen, der markerede Jesu fødsel. Parallellen til jul er tydelig; Moren i familien, Maria, er juleekspert og kan til enhver tid synge en julesang og fortælle om juleevangeliet. I afsnittet, hvor familien kører til Brorfelde sammenligner hun situationen med dengang, Josef og Maria drog til Betlehem. Og så skal hun føde et barn juleaften, Maria i julekalenderen, altså.

Det er forfriskende, at så vigtig en del af vores kulturarv som den kristne er stærkt repræsenteret her. Sproget er pænt – så vidt jeg kan høre er der hverken eder eller forbandelser, i hvert fald ikke af en slags, der støder mig. Og historien er spændende, men provokerer ingen mareridt.

Jeg er dog enig med ungerne i én ting: afsnittene er for korte!

En god julekalender, der kan skabe hygge og fællesskab i familien!

Et kig ind i andres virkelighed?

Jeg læste i Kristeligt Dagblad en kritik af Vera Grus – hun er lige lovlig glad for likør, og det er desværre meget genkendeligt for 120.000 børn i Danmark, som lever med en alkoholiker. Det er ikke en problematik, som vi i vores familie har inde på livet, så jeg havde ikke lige studset over det. På den ene side kan jeg inderligt forstå kritikken. Det ville være skønt, hvis de børn, som har så svær en hverdag, kunne få en hyggelig julepause med ”Julestjerner”. På den anden side: Det bliver svært! For Bobs far, Big J, venter en tvangsauktion forude, og i afsnit otte kom Bjarne Betjent og hentede hans elskede Hammondorgel, fordi han ikke havde betalt afdrag på det. Tvangsauktioner og økonomiske vanskeligheder - dét er desværre også virkelighed for nogle børn i Danmark. At blive flyttet mod sin vilje, som hovedpersonen Sus oplever, er heller ingen dans på roser. At have en ”forsvundet dansker” til mor, som Bob har, er der nok også nogen, der kender til.  

Så jeg spørger mig selv, om jeg skal se det på en anden måde. De mange forskellige slags skæbner, man møder i Julestjerner, kan måske være med til at så et frø af forståelse mellem mennesker. Gennem "Julestjerner" bliver vi jo skånsomt præsenteret for en anden virkelighed end vores egen, og derigennem kan vi måske fatte en lille flig af, hvad andre lever med.

At vente i spænding

Ved et tilfælde så de to store børn i ”Jul i Valhal”, og nu er de ”solgt”. Her har der været spænding fra første færd. Umiddelbart virker det som om, det er to vidt forskellige julekalendere (men jeg ved det ikke – jeg putter lillebror, mens der er ”Jul i Valhal”), og Simon (8) udtrykte det sådan: ”Jul i Valhal er bare vildt spændende. Julestjerner er sjov og fuld af mærkelige mennesker.” Dertil kommer, at de begge kender den nordiske mytologi rigtig godt – det gør ”Jul i Valhal” endnu bedre for dem. ”Mor, vi skal altså også se ”Jul i Valhal” i morgen. For ham Loke han er altså en værre en,” sagde de forleden.

”Julestjernerne” følger de stadig ivrigt. Og heldigvis er spændingskurven opadgående. I afsnit ni kom der nye mennesker til; tre forskere fra Københavns Universitet har indtaget observatoriet på bakken. Men er de nu også forskere? Til børnenes store frustration slutter afsnittene lige, når de er allermest spændende. Jeg husker det så tydeligt fra min egen barndom. Øv, hvor var det tarveligt at rulleteksterne lige kom der, hvor man så absolut syntes, at handlingen skulle fortsætte. Og nu oplever mine egne børn det samme. Vi kan ikke bare vælge næste afsnit, som vi gør på DVD eller PC. Vi må pænt vente. Så det gør vi.

Ramt af forventningens glæde

Vi har grinet højt og længe over Hammondorglet, der efter at være blevet konfiskeret af Bjarne Betjent, af sig selv svævede gennem nattemørket tilbage til forsamlingshuset og Big J. Vi har undret os over, hvad der skete i drivhuset den aften, hvor alle julestjernerne var døde af kulde, men på mirakuløs vis livede op igen. Vi har gyst over Sus og Bobs besøg i observatoriet, hvor Petersen, Pallesen og Pihl holder øje med julestjernen, og hvad den kan udvikle sig til. Og så i aftes, ved afsnit 14, blev vi så – både mor og tre børn – ramt af forventningens glæde:

Big J finder ud af, at Sus’ far, John og Maria, kan synge. rørt til tårer går han tilbage til forsamlingshuset for at arbejde videre med sin ”Soul Jul”. Og i observatoriet får Bob pludselig øje på sin mors hue. Måske er hun ikke så langt væk alligevel.

På en eller anden måde opstod der en glad forventning om, at det hele ender godt. Ikke at vi ved hvordan det ender, for det bliver rigtig spændende at følge. Som mor tænker man måske særlig på, hvordan Bobs mor – hvis hun dukker op – kan forklare syv års fravær. Men det ender godt – det er der ingen tvivl om. 

Det aller-allermest spændende er……

Så var det en aften i nissernes tegn (afsnit 18). (Andre år har vi været på nissernes ø, men det er en helt anden historie). Vera Grus blev af nissekræfter ført ud at reparere vejen – med Bjarne hængende på siden af gummigeden. Det lo vi meget af.

Midt i det hele fik Bjarne øje på en nisse, og senere blev alle byens borgere kommanderet ud i den mørke skov på nisse-eftersøgning. Uha. ”Selvom filmen ikke er rigtig uhyggelig, så bliver det ligesom alligevel lidt uhyggeligt med det der musik,” lød det fra den 8-årige. (Moren var langt, langt mere skræmt af lille Tom, der løb væk fra sin mor i skoven.)  

Afsnittet sluttede med, at Tom løb op til observatoriet, hvor han ind ad et af de store vinduer så tre røde skikkelser med røde huer og ryggen til. Det kunne ligne Petersen, Pallesen og Pihl. Men om det er dem, finder vi først ud af i morgen. Som den 10-årige konstaterede: ”Det bliver mere og mere spændende. Det gør det også i jul i Valhal, men den er altså mere uhyggelig. Julestjerner er mere for hele familien”.

Som mor konstaterer jeg bare – efter 18.  aften i sofaen med unger og julestjerner – at det mest spændende er, hvornår afsnittet slutter. Hver gang, kameraet zoomer ud og viser et panorama over Brorfelde, gyser de: ”Neiiii, det er da ikke slut endnu” og drager et lettelsens suk, når der lige kommer et par minutter til.

Lige før aftenens afsnit så de Rasmus Bjerg og Szhirley i ”Aftenshowet”. 

”De er altså skøre”

Søstrene mormor. Måske har vi skrevet om dem før, men her til aften havde den 10-årige og mor en lille snak om julekalenderen, herunder Kis og Kirsten, der svinger pendul, tager varsler af katten, fuglene og venstre knæ. Og så tror de jo fuldt og fast på nisser.

”De er altså skøre,” konkluderede den 10-årige med henvisning til replikker a la ”Mit venstre knæ lyver aldrig” og ”enhver ved da, at når gråspurvene hænger i tagskægget, så…” og så argumenterede hun snusfornuftigt:

”Hvis søstrene Mormor ved, at nisserne ved, hvor Bobs mor er, hvorfor hjælper de ham så ikke bare med at finde dem?”

Den lader jeg lige stå et øjeblik – og hvis Wikke og Rasmussen læser dette, kan de måske hitte med et godt svar.

Var receptionisten virkelig syg?

Der blev øvet ”Soul Jul” i forsamlingshuset i afsnit 20, og Big J gør virkelig sit bedste for at dramatisere julens fortælling om Josef, Maria og det lille Jesusbarn; Hotellet i Betlehem var overbooket, og receptionisten var syg, hævder han.  Det får alligevel far John til at studse og bede om et manuskript, en slags arbejdstegning.

”Vi har faktisk noget her”, svarer Big J og vifter med en udgave af Ny Testamente.

Lidt senere står John med næsen i bogen og spørger: ”Hvor står der, at receptionisten er syg?”

Det er sjovt, det er supersjovt. Vi lo meget hjemme i sofaen.

Med så meget andet sjovt er det samtidig lidt alvorligt. For måske skylder vi vores unger at fortælle den gamle julehistorie, som den er. Uden dikkedarer. Her er Julestjerner et rigtigt godt bud. I hvert fald må man sige, at vi nærmer os den ”rene vare”. Der er rigeligt med andre fortællinger, hvor tingene bliver puttet så meget ned i den store dramatiske blender, at man ikke kan skelne det ene fra det andet.

Nå, og så i øvrigt fik vi den store afsløring: Petersen, Pallesen og Pihl er i virkeligheden nisser. Sus, Tom og Bob skulle op til dem og spørge, om de ville vi være engle i Soul Jul. De fandt de tre P’er allernederst i observatoriets kikkertgrav, iklædt rødt tøj og kegleformede huer, der blinkede i toppen. Da de tre børn fandt dem, stod de med ryggen til, og vi i sofaen syntes, det var et ganske sælsomt syn. Men som den 10-årige konstaterede, da nisserne vente sig om: ”Se, de smiler!” Så var det ikke så uhyggeligt længere.

Mystikken breder sig. Vi glæder os til i aften...

Rigtig glædelig jul herfra!

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet