Ernest og Celestine

30.12.2013

Smuk og original fransk tegnefilm, der er så tilpas spændende, at den ikke passer til børn under 5 år. Anbefales til børn fra 5 til 11 år.

“Ernest & Celestine” foregår i en fantasifuld verden, hvor mus og bjørne lever i hvert deres samfund. Deres verden ligner meget vores.  

Ernest og Celestine

Celestine er en lille mus, som bor på børnehjem. Her fortæller den skumle bestyrerinde historier om den store stygge bjørn. Celestine tror nu ikke, at bjørne er farlige, og hun bryder sig ikke om sit arbejde med at samle bjørnetænder – nogle musene skal bruge, når de mister deres egne fortænder.

Ernest er en fattig, sulten bjørn. Han spiller musik på gaden for at få lidt at spise, men der er ingen, som vil give ham noget.

De to mødes

En morgen mødes Celestine og Ernest. Først vil bjørnen spise den lille mus, men da Celestine hjælper ham med at komme ind i en kælder fyldt med mad, kommer han på andre tanker. Og det bliver starten på en række skøre oplevelser, hvor Ernest og Celestine ender med at blive efterlyst af både bjørne- og musepolitiet. Det er ikke nemt for de to at være venner i et samfund, hvor mus og bjørne altid har levet i hver sin verden.

Vurdering

Kunstnerisk niveau

Filmen er baseret på Gabrielle Vincents børnebøger, som blev udgivet i 80‘erne i Skandinavien. Den er produceret i samme stil som illustrationerne i bøgerne. Det giver den et helt specielt udseende, hvor baggrundene ligner akvareller, og hvor hvert miljø antydes frem for defineres. Pastelfarver og løse træk i karaktererne skaber et varmt og yndigt filmunivers. Tegnefilmen har et højt kunstnerisk niveau, som kan virke tiltalende på både børn og voksne.

Pædagogisk og underholdende

Historien er spækket underholdning og godt pædagogisk indhold. Venskab og kærlighed styrkes på tværs af klasse og race, og selvom alle i samfundet siger, at bjørne og mus altid har levet i hver sin verden, finder Ernest og Celestine sammen, da de tør se ud over de fordomme, de er vokset op med. Begge er glade for kunst og ønsker ikke at gøre det, samfundet har bestemt dem til.

Det er ikke usandsynligt at børn vil få lyst til at finde pensler og vandfarve frem, når de har set denne film, der inspirerer gennem filmens udtryk og Celestines malerglæde. 

Filmen stimulerer også fantasien ved dens pudsige idéer og sjove skildringer af de to samfund.

Kritisk dilemma

Et dilemma i filmen bør nævnes. Ernest og Celestines handlinger retfærdiggøres ved, at det samfund, de er vokset op i, er undertrykkende. Alligevel kan man ikke se bort fra, at de to venner begår indbrud og stjæler en bil. Her kan det være en god ide efter filmen at snakke med børnene om, at det er forkert at stjæle – en pointe som filmen ikke fremfører særlig klart. Tyverierne opstår godt nok af nødvendighed, og scenerne er skildret med underfundig humor, så det er ikke en grund til ikke at se filmen.

Egnethed

“Ernest & Celestine” begynder med en uhyggelig scene, hvor bestyrerinden med stor indlevelse fortæller om den store stygge bjørn. Senere ser man også de to venners mareridt. De er lidt skumle, selv om de to trøster hinanden (og os) lige bagefter. På grund af disse scener, anbefaler vi, at børn er mindst 5 år, før de ser filmen. Mange i denne alder vil nok også sætte pris på at have en voksen ved siden af sig.

Konklusion

For børn fra 5 til 11 år er det en film, som skiller sig ud gennem sin originalitet, rige fantasi og sjove humor. Det er en gennemarbejdet og prisbelønnet børnefilm.

Instruktør: Benjamin Renner, Stéphane Aubier, Vencent Patar Genre: Animation, familie Danske stemmer: Lars Brygmann, Iris Mealor Olsen, Henrik Koefoed, Søs Egelind m.fl. Nationalitet: Fransk Spilletid: 1 t. 19 min. Distribution: Angel Distribution Medierådet for børn og unges aldersgrænse: Tilladt for alle Begrundelse: Filmen har en varm og humoristisk grundstemning. Den indeholder mild dramatik med enkelte mareridtsscener, og afslutningsvis er hovedfigurerne på flugt fra en ildebrand. Da filmen foregår i et animeret univers fjernt fra realisme, og hovedfigurerne klarer sig ud af problemerne ved fælles hjælp, vurderes det, at den ikke vil virke skræmmende på de yngste.

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn