Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage

04.02.2014

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

Vinterferien står for døren, og mens vi venter på foråret, fortjener børn i alle aldre at blive underholdt af en god film. Det er nærmest en tradition, at der kommer en ny ”Far til fire” film lige op til efterårs-, jule- eller vinterferien. Men efter at have set det nyeste skud på stammen i ”Far til fire” serien, må man spørge sig selv, om denne tradition bør fortsætte.

Et nyt hold skuespillere – den samme film

”Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage” foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Skuespillerne er godt nok blevet udskiftet siden den sidste ”Far til fire”-film, men Far, Søs, Ole, Mie, Onkel Anders og Lille Per er de karakterer, som de altid har været. Genkendeligheden er hyggelig, og fans af serien vil givetvis føle sig i godt selskab. I længden har det genkendelige desværre også en tendens til at blive forudsigeligt og kedeligt.

Sol og sommer i Danmark

Historien tager udgangspunkt i Onkel Anders' bror, Sofus, som efter at have immigreret til Australien for mange år siden, vender tilbage til Danmark for at deltage i det lokale dyreskue. Mens Onkel Anders er den selskabelige og glade legeonkel, er Sofus en konkurrenceorienteret gnavpot, der kun tænker på at vinde dyreskuets malkekonkurrence med sin medbragte malkeko.   

Familier holder sammen... og kører i John Deere

Onkel Sofus' besøg bliver også en dannelsesrejse. Både for Onkel Sofus og for publikum. Den lille familie får efter møje og besvær overbevist den gnavne onkel om værdierne i sammenhold, kærlighed, leg og hygge. Samtidig bliver publikum (den voksne del) opmærksomme på værdien af produktplacering i spillefilm. Der er ikke noget usædvanligt i, at firmaer køber plads til deres produkter. Men ”Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage” er et mønstereksempel på hvor uelegant sådanne kommercielle aftaler kan overholdes.

Egnethed

”Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage” kan ses af alle. Det er dog ikke ensbetydende med, at den bør ses af alle. Filmen fremstår som et karikeret og utidssvarende glansbillede af familieliv og samfund i 2014. Dette giver historiens ellers opbyggelige værdier et utroværdigt skær. Sagt med andre ord; filmens morale omkring sammenhold og ærlighed er prisværdig. Det bliver bare ikke serveret på en særlig vedkommende eller sjov måde. Fans af serien og Lille Per-universet er selvfølgelig oplagt som publikum – alle andre bør slippe.

Fakta om filmen

Instruktør: Giacomo Campeotto. Genre: Børne/familiefilm. Skuespillere: Jesper Asholt, Emilie Werner Semmelroth, Rasmus Bardram, Karoline Hamm, Sigurd Philip Dalgas, Kurt Ravn, m. fl. Sprog: Dansk. Nationalitet: Dansk. Spilletid: 1 timer og 28 minutter. Produktion: ASA Film/Nordisk Film. Distribution: Nordisk Film. Produktionsår: 2013. Medierådet for børn og unges aldersgrænse:tilladt for alle. Begrundelse: Filmen indeholder ingen skræmmende elementer. Læs hele begrundelsen her.

Kidsandmedia dk's vurdering: OK

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet