Frost

31.01.2014

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

Tag med hele familien i biografen og hyg jer med dette aldeles strålende vintereventyr fra Disney!

Historie

Søstrene Anna og Elsa er prinsesser i det norskinspirerede Arendell. Som små piger er de uadskillelige, men Elsa er ikke helt som de andre børn. Hun har evnen til at skabe frost og is ved hjælp af en magisk kraft, og en dag sker uheldet – Anna rammes af Elsas magi. Efter dette trækker Elsa sig tilbage i isolation på sit værelse i frygt for at skade andre med frosten.

Snedronningen bliver til

Da Elsa bliver voksen, kommer dagen, hvor hun skal krones til dronning. Under kroningsfesten konfronteres hun af Anna, som savner sin søster. Elsa kan ikke styre følelserne og de stadigt voksende kræfter. Arendell dækkes af is og sne, og en evig vinter lægger sig over riget. Forfærdet flygter Elsa op i bjergene og søger ly i et enormt isslot – og bliver kendt som snedronningen.

Anna og vennerne til undsætning

Men Anna giver ikke op. Hun vil redde sin søster fra den iskolde forbandelse. Hun drager derfor ud på en farefuld færd, og på vejen møder hun ishuggeren Kristoffer og rensdyret Svein, den sjove snemand Olaf, det småskøre troldfolk og et brovtende ismonster. Anna har både mod og godt humør, men det er ikke sikkert, det er nok til at redde riget fra evig frost.

Vurdering

Med “Frost” befæster Disney sin ubestridte position som den største producent af familiefilm gennem historien. Her er alle ingredienser til, at hele familien kan hygge sig: farverige og stærke karakterer, hjertevarme, en solid omgang humor, spænding, kærlighed og en række flotte sange. Vi holder med Anna, Elsa, Kristoffer og vennerne af hele hjertet, og deres sorger og glæder engagerer og rører.

Kompleks historie, men godt fortalt

Historien er forholdsvis kompleks, men den er godt fortalt og let at følge med i. Det handler først og fremmest om kærlighed, både på godt og ondt. Formidlingen af, hvordan Anna lærer, hvad ægte kærlighed indebærer, er lavet på en fantastisk måde og giver børn og unge en værdifuld indsigt. Ligeså imponerende er den store dybde i historien. På ét niveau får børn et strålende budskab, som passer til deres modenhedsniveau, men der findes også et langt dybere, psykologisk niveau til voksne.

Dialekter og andre sproglige finesser

Derudover er den danske oversættelse fabelagtig. Sangene er flotte og fungerer godt, også på dansk. Fx er sangen til snemanden Olaf, som drømmer om sommer, hysterisk morsom. Der er også mange sjove biroller, og til dem, er der forskellige dialekter og særheder, som gør hver enkelt scene til en sand fornøjelse. Der er bare tilbage at glæde sig til troldene dukker op.

Egnethed

“Frost” har fået 7-års grænsen på grund af et par dramatiske scener. Anna og hendes venner møder både glubske ulve og et skræmmende snemonster, og børn under aldersgrænsen bør ikke se filmen. Men for børn fra 7 år, teenagere og voksne, er “Frost” en fantastisk filmoplevelse.

Passer til både piger og drenge

Filmen passer godt til både piger og drenge, men det er nok mest for piger mellem 7 og 13 år, at den kan kaldes én af de bedste animationsfilm nogensinde. Forholdet mellem de stærke søstre Anna og Elsa, som både er turbulent og fuld af kærlighed, er noget de fleste unge piger kan relatere til. Alt Anna lærer om kærlighedens natur er lige i skabet for pigerne – og noget de højst sandsynligt vil få noget godt ud af. Og for drengene er der mere end nok action, humor og spænding til, at de også vil hygge sig med filmen.

Konklusion

“Frost” er en fantastisk familiefilm med skyhøj underholdningsværdi, genial historiefortælling og et værdifuldt og mangesidigt budskab. Den får vores varmeste anbefalinger.

Filminfo

Instruktør: Chris Buck og Jennifer Lee Genre: Animation, Eventyr, Familie Danske stemmer: Martin Brygmann, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Rasmus Botoft, Szhirley m.fl. Nationalitet: USA Spilletid: 1 time og 48 min. Distribution: The Walt Disney Company ApS Produktionsår: 2013 Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 7 år Begrundelse: Filmens stemning veksler mellem at være sjov og dramatisk. I flere scener er hovedpersonerne i fare i et snedækket bjerglandskab og forfulgt af ulve eller et monster. De trues også af magi og af forbundsfæller, der viser sig at have skumle hensigter. Da de voldsomme og uhyggelige scener forløses relativt hurtigt i et godt grin, da filmens handling er henlagt til et urealistisk animeret univers, og da hovedpersonerne er handlekraftige, vurderes det, at den kun vil kunne virke skæmmende på de yngste børn.

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet