Grib chancen

21.01.2014

Sexolog, parterapeut og formand i Pornofrit Miljø, Heidi Ringheims giver her sit råd til ugens dilemma. 

Ugens dilemma: Dit barn fortæller dig, at hun har fået nogle sms-beskeder fra venner i klassen. Hun bryder sig ikke om beskederne. Der står f.eks. ”sexy baby” og ”kiss me”. Hvad gør du?

Fortæller du hende, at det skal hun ikke tage så tungt, for de skriver det kun for sjov uden at mene noget med det? Tager du kontakt til klassens lærer? Eller gør du noget helt tredje?

 Heidi RIngheim skriver:

”Grib chancen” - vil være mit bedste råd til dig som forælder, hvis du skulle stå i en sådan situation, hvor du tydeligt fornemmer at der er noget dit barn er utilpas ved, ikke bryder sig om, er utryg overfor eller direkte er nervøs eller bange for.

Jeg vil også sige: ”Grib chancen” - selvom den ikke er opstået på en så direkte facon som skitseret her, forstået på den måde, at du kan tale med dit barn - uanset alder og omstændigheder - når som helst og hvor som helst.

Vær opmærksom på øjeblikket

Faktisk opstår disse ”Grib Chancen”-øjeblikke ofte hvis du er nærværende overfor det. Og du skal betragte det som små gaver til dig for muligheden til selv at kunne undervise og præge dit barn med dine værdier og de principper, du ønsker for dit barn og dets liv. Betragt dem også som gyldne øjeblikke af en-til-en tid med dit barn. Tid som en værdifuld investering i jeres forhold.

En indirekte henvendelse

Det er ikke sikkert at dit barn kommer direkte og vil tale med dig. Det kan være at hun på en indirekte måde forsøger at ”sige noget” uden at kunne sige det direkte, det være sig igennem hendes adfærd eller det, hun taler med andre om o.a.  Her gælder det igen om at være nærværende over for dit barn og i høj grad også at være tilgængelig. Hvis du hele tiden har travlt, er stresset, for optaget af andre ting, så vil du let kunne komme til at virke svær at komme i kontakt med og for optaget af alle mulige andre ting end hendes følelsesmæssige velfærd.

Når disse små guld øjeblikke opstår, er du nødt til at slippe det du er i gang med og simpelthen ”Gribe Chancen” – det er ikke sikkert den opstår igen…

Tag dialogen, selvom det er svært

At tale med sit barn om emner af seksuel karakter kan for mange være besværligt og ubehageligt, men at undgå det, fordi man er lidt nervøs, det er uvant, eller du decideret har berøringsangst eller ikke mener, at det er så vigtigt, vil måske gøre, at hun vil søge hjælp, opmærksomhed og støtte andet steds, og så er det ude af dine hænder, og andet eller andre vil udøve indflydelse på hende.

Prøv at forstå hendes situation

Så tag en dyb indånding, samtidig med at du stoler på, at DU som hendes forælder ER den bedste til at tale med hende, og stol på de tanker eller ideer du får og så bare gå i gang. Vær til stede, prøv virkelig at lytte til hende for at forstå, hvad det er, hun har oplevet, og prøv at sætte dig ind i hendes sted. Når du gør dette, vil det også være nemmere for hende at ”ville” dig. Og da vil det være nemmere for dig at hjælpe hende. Det, der skal siges og gøres, kommer meget nemmere til dig, når du forstår, hvordan hun har det, og hun vil sandsynligvis nemmere tage imod det.

Tag det alvorligt

Du skal altid tage det alvorligt, når dit barn henvender sig til dig med situationer eller oplevelser, som påvirker det. At slå det hen som noget uvæsentligt kan være med til at forringe dit barns evne til at fornemme og respektere egne og andres grænser, samt forårsage at hun med tiden ikke har lyst til at henvende sig til dig, og hun vil føle at hun ikke oprigtigt bliver hørt, set og forstået.

Så: ”Grib Chancen” for dit barns OG for din skyld.

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet