Hobitten: Femhærerslaget

13.02.2015

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

Triologien om Hobitten afsluttes med en storslået og actionfyldt finale, som gør det rigtig godt på det store lærred. Filmen har en lang række voldsomme kampscener og skumle orker, og anbefales ikke for børn under 11 år.

 Anbefales af kidsandmdia dk

Amerikansk/New Zealandsk eventyrfilm

Aldersgrænse: 11 år

 Der er som forventet skruet godt op for action, når slaget om Det ensomme Bjerg udspiller sig. Visuelt er det en imponerende film. Men det er lidt skuffende, at meget af det, der sker i slagene fremstår utroværdigt. I de øjeblikke, hvor filmen sætter tempoet ned, kommer historiens virkelige styrker frem - den flotte fremstilling af de mange personligheder og forholdet mellem dem, på godt og ondt.

 Handling

Dværgene har generobret riget Erebor i Det ensomme Bjerg, og med bjerget en skat for stor til at kunne måles. Men eventyret er ikke forbi endnu. Bjergets ufattelige rigdomme og dets strategiske placering gør det til et eftertragtet mål, og der går ikke længe, før hære fra forskellige riger nærmer sig.

 Kampen mellem det gode og onde

Samtidig vokser ondskaben frem, og orkerne - ledet af Azog - nærmer sig bjerget med sin grusomme hær af forkvaklede skabninger. Midt i det hele befinder hobitten Bilbo Sækker sig, men sin godhed og en mægtig ring. Sammen med troldmanden Gandalf, elveren Legolas og en række andre hjælpere, er det op til ham at forsvare det gode i Midgård.

 Vurdering

“Hobitten: Femhæreslaget” er, som de to første film, en fantastisk visuel oplevelse. Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens eventyrunivers er virkelig et filmteknisk brag, som bør opleves i biografen. Billederne er imponerende og er billetten værd i sig selv. Selv om filmen ser flot ud, så er den ikke helt perfekt. Det er godt nok en eventyrfilm, men når karaktererne stormer gennem hæren af orker og mejer dem ned i hobetal, så forsvinder lidt af troværdigheden. Eventyrfilm skal selvfølgelig overdrive, det er en del af charmen, men i mange af kampscenerne synes vi, det går for langt. Kan den onde hær virkelig være SÅ ubrugelig?

Flotte karakterer

Historiens bedste styrker drukner også lidt i alle kampene. De mange flotte personligheder og deres skæbner præsenterer en række interessante temaer. Dværgkongen Thorin Egeskjold får smag for magten og rigdommens forbandelse. Det er når filmen sætter tempoet ned, at vi får indblik i forholdet mellem ham og hans folk, hærførerne udenfor bjerget og ikke mindst Bilbo. Her dukker der spørgsmål op, om hvad der virkelig har værdi. Venskab, loyalitet og familie. Ligeså interessant er beskrivelsen af Legolas, som splittes mellem sin egen slægt og elverpigen Tauriel. Vi havde gerne ofret nogle kampscener for at disse og en række andre interessante aspekter ved historien fik mere plads.

Tildeles vores anbefalingsmærke

Alt i alt fremstår “Hobitten: Femhærerslaget” som en særdeles god film, som tildeles vores anbefalingsmærke. Filmen har charme, fantastiske deltaljer og et rigt og flot persongalleri. Vi rives med af spændingen, lader os imponere af de storslåede billeder og lader os røre af de varme øjeblikke. Det er en film, der varmt anbefales.

 Egnethed

“Hobitten: Femhæreslaget” er en mere eller mindre kontinuerlig kamp, hvor mandefaldet er enormt. Orkerne og de andre onde skabninger fremstår som truende. På den anden side har filmskaberne været bevidste om at udelukke de grusomme detaljer. Vi ser ikke blod og døende, som lider. Det kan bliver lidt voldsomt for nogle 11-12 årige, og af den grund opfordrer vi forældre til at tænke over, om børn under 13 år skal se filmen alene i biografen. For teenagere og voksne er det en heftig og imponerende filmoplevelse.

Instruktør: Peter Jackson Genre: Eventyr, Fantasy Skuespillere: Martin Freeman, Ian McKeller, Cate Blanchett, Orlando Bloom, Evangeline Lilly, Hugo Weaving, Luke Evans, Christopher Lee m.fl. Sprog: Engelsk m. dansk tekst Nationalitet: USA/New Zealand Produktionsselskab: MGM, WingNut Film, New Line Cinema Spilletid: 2 t 15 min. Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 11 år

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet