Teenagere og markedsføring på de sociale medier?

22.05.2014

DR kunne i går afsløre, at unge bloggere viderebragte ulovlige reklamer for alkohol og tobak til tusindvis af andre unge og børn.

 Af Eva Jeyasingham

 Læs artiklen på dr.dk

Ifølge markedsføringsloven må:

  • nettet ikke anvendes til at markedsføre tobaksvarer

  • markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale og billeder af eller henvisning til rusmidler, herunder alkohol

  • alkohol ikke markedsføres i medier, hvor over 30 procent af publikum er børn og unge.

  • modeller og skuespillere, der bruges i markedsføring, ikke være eller ligne unge under 25 år.

Find fakta på dr.dk

To unge bloggere har modtaget gaver – alkohol og e-cigaretter – fra virksomheder for efterfølgende at anbefale disse produkter og virksomheder til deres tusindvis af meget yngre fans, som følger deres blogs og Facebook.

Etisk bekymrende

I kidsandmedia dk mener vi, at det er etisk bekymrende, når børn og unge via deres sociale profiler på fx blogs, Facebook, Instagram og Snapchat, bliver brugt til at markedsføre forskellige produkter, mod at modtage penge og gaver.

Børn og unge er sårbare overfor påvirkning af markedsføring fra kommercielle virksomheder og har derfor krav på at blive beskyttet. Som voksne,  har vi derfor et ansvar for at bevidstgøre vores teenagere om de muligheder og risici der ligger ved at markedsføre et produkt via sin sociale profil.

Gode råd til dialog med din teenager om markedsføring via sociale medier

I kidsandmedia dk har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du griber det an, hvis dit barn markedsfører forskellige produkter for forskellige firmaer:

Din teenagers digitale identitet

Tag højde for, at det som offentliggøres på nettet, skal ligge der altid. Igennem et liv laver man digitale spor og vi skal bevidstgøre børn og unge om, at det der ligger på nettet, altid kan findes frem igen Derfor er det også godt at være bevidst om, hvad man markedsfører på sin blog ind i et fremtidsperspektiv: Hvor ser jeg mig selv om fem år? Styrker det mine drømme, at jeg markedsfører disse produkter?

Vis interesse og følg med i dit barns digitale liv

Gem webadressen til  din teenagers blog og tjek bloggen regelmæssigt og åbent – gerne sammen med din teenager. Du kan også abonnere på dit barns blog gennem en RSS-feed, så du løbende bliver informeret om opdateringer. Vær til stede på Facebook og gør det naturligt at være en del af dine børns online.

Sæt klare regler op for hvad i som familie vil accepterer.

Gør din teenager bevidst om hvilke produkter, det er ulovligt at markedsføre på internettet.

Husk din teenager på at blogging og sociale medier er underlagt de samme regler for markedsføring som andre medier.

Dit "blå stempel"

Lav regler for om I som familie ønsker at reklamere for produkter og i givet fald, hvilke produkter i vil være med til at jeres teenager reklamerer for. Lav en aftale om, at I sammen skal vurdere, om det er en god ide at markedsføre et bestemt produkt. Find ud af, hvad din teenager har tænkt sig at offentliggøre, før han/hun poster det.

Ansvar for sig selv og andre

Det er vigtigt at gennemtænke om det nu også er en god idé, at ens personlige blog bliver brugt til lige netop det produkt og om produktet kan være skadeligt for andre. Hvis man er i tvivl, bør det ikke lægges ud.

Tag en snak om hvilken konsekvens det kan have for andres liv, hvis man vælger at anbefale en vare til andre. Bevidstgør din teenager om de muligheder og faldgrupper, der er.

Kvalitet af blogudbyderen

Vurder kvaliteten på alternative sider af blogudbydere. Find information hos leverandører af websites for blogging, da de ofte har tydelige og gode retningslinjer for brug – også ift. markedsføring.

Tjen ikke penge for enhver pris

Snak sammen om, hvordan man skal forholde sig til virksomheder, som ønsker at markedsføre produkter gennem ens blog eller anden sociale profil. Diskuter om produktet er værd at reklamere for. Hvis argumentet for at reklamere er penge, bør man måske overveje, om der ikke er andre måder at tjene penge på.

 

Link til fotos oprindelse

Del |

Tips en venn