Let læsning med Danny og Ditte (app)

15.04.2014

Denne app er en virtuel boghandel, som tilbyder sjove læseoplevelser med forskellig sværhedsgrad til børn. Dog har app’en potentiale for forbedring. 

“Let læsning med Danny og Ditte” er rettet mod børn fra 0. til 5. klassetrin. Bøgerne er inddelt i tre sværhedsgrader - lette, mellem og svære. App’en koster 13 kr. at downloade, og så får man én bog med i hver sværhedsgrad. Udover dette er det muligt at købe yderligere 14 bøger (8 lette til 7 kr./stk., 3 mellem til 9 kr./stk. og 3 svære til 13 kr./stk.) Udviklerne har annonceret, at der vil komme flere bøger med tiden.

Gode funktioner

App’en er overskuelig og godt lavet med letforståelige menuer og instruktioner som forklares mundtligt. Det siges tydeligt, at det koster rigtige penge at købe flere bøger, så der er ikke stor risiko for, at børnene misforstår dette. Når spillet starter, vælger man at være enten Danny eller Ditte, og man skriver sit eget navn ind. Hovedpointen med app’en er at øge læseglæden for børn, men børn kan også tjene spilpenge, mens de læser, så de kan købe tøj og udstyr til deres figur.

Nemt at følge med i teksten

Bøgerne i sig selv er sjove og spændende. Fortællingerne har en god længde, og skriftstørrelsen og læsevenligheden er tilpasset sværhedsgraden. Når man læser, kan man understrege ordene med en rød streg, ved at føre fingeren hen over skærmen eller trykke på et ord. De røde streger hjælper til at huske, hvor langt man er kommet eller børn kan få hjælp til at koncentrere sig om et enkelt ord. En elegant funktion er, at man kan dobbeltklikke på et ord for at få det læst højt. Men vi savner alligevel muligheden for at vælge en fortællerstemme, som kan læse hele sætninger højt - særligt i de lette bøger. I de svære bøger er de nævnte funktioner taget væk, fordi børn på dette niveau ikke skal bruge hjælpemidler.

Ekstra underholdningsværdi

Belønningssystemet, hvor man tjener spilpenge, går ud på, at man får et spørgsmål efter hver side, man har læst. Hvis man svarer rigtigt, får man $5. Disse penge kan så bruges i udstyrsbutikken, hvor man kan købe alt fra hårsløjfer og hatte til skateboards og computere. Det er en god tillægsfunktion, som giver app’en ekstra underholdningsværdi. Det eneste negative er, at belønningen er i form af dollars. Vi synes, man skulle have valgt en mere fiktiv valuta så skellet mellem spillets penge og de rigtige penge, man køber bøger for, bliver større.

Spørgsmålene mellem hver side er for øvrigt rigtig gode, og sikrer at børnene virkelig forstår fortællingen.

Mange fejl

App’en har nogle småfejl, men der er lige kommet en opdatering, som gør spillet mere stabilt. En lidt større fejl er, at man skal have net før, alle funktioner virker. Det er dumt, da det gør det mindre nemt at bruge app’en på fx bilture og sommerhusture. Vi håber, udviklerne finder en løsning på dette i en kommende opdatering.

Egnethed

“Let læsning med Danny og Ditte” er udviklet i samarbejde med læsevejledere, pædagoger og forældre og er lavet for at øge læseglæden hos børn i 0.-5. klasse. Hvis udviklerne fortsætter arbejdet med at forbedre app’en, tror vi, det kan blive en meget populær app for børn. 

Foreslået aldersgruppe: Passer til børn mellem seks og ti år. 

Platform: iPad

Aldersgrænse: 4+

Pris: 13 kr. med mulighed for ingame-køb.

Kategori: Uddannelse

Udvikler: Nikolaj Hygebjerg

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

kidsandmedia anbefaler

Del |

Tips en venn