Mobning er udbredt på skoler

12.02.2013

Otte ud af 10 skoler oplever problemer med elever, der mobber hinanden på sociale medier.

DR Nyheder har lavet en undersøgelse, der viser at digital mobning er et udbredt problem på danske skoler.

400 skoler svarer, at otte ud af 10 oplever problemer med elever, der mobber hinanden på de sociale medier.

Det er nemmere at mobbe på Facebook end at stå ansigt til ansigt med dem, man mobber. Men skaderne er alvorlige for ofrene.

Faktisk kan det være meget værre for mobbeofrene, hvis mobningen foregår på nettet, fortæller Jette Kofoed, der er lektor på Aarhus Universitet og ekspert i digitale medier.

"På nettet når mobningen ud til hele verden, og at skulle håndtere hvor mange af mine Facebook-venner, der har set det. Det er også mine venners venners venner. Man kan simpelthen ikke styre, hvor mobningen er nået hen," fortæller hun til DR.dk.

Når skoleelever mobber hinanden på for eksempel Facebook, så er det faktisk endnu værre, end når de peger fingre af hinanden i skolegården.

"Det er sjældent, at 800 børn peger fingre i skolegården," siger Jacob Brøndum fra Center for Digital Dannelse til DR.

Han mener derfor, at dannelse på internettet bør optræde som selvstændigt emne på skoleskemaet.

"Det er det vilde vesten på de sociale medier. Vi har brugt mange år på at lære at opføre os ordentligt i offentligheden. Men på de sociale medier er vi mere direkte og elsker og hader hinanden lidt hurtigere," siger Jacob Brøndum til DR Nyheder.

Del |

Tips en venn