Monsters University

12.08.2013

Video Clip

Filmtrailer: Monsters University

Video Clip

Børns verden er allerede overfyldt af monstre i alle former og farver. I det selskab fremstår Pixars monstre som et mere pædagogisk korrekt alternativ.

 Dem, der har besøgt C. S. Lewis’ Narnia-univers, kan ikke undgå at lægge mærke til, at den britiske forfatter ikke er bange for at give sine unge læsere skræmmende oplevelser. Både han og Ringenes Herre-forfatter J. R. R. Tolkien mente, at børn havde godt af at læse om kampen mellem det gode og det onde.

 En verden af monstre

De sidste par år har børns legeverden været fyldt med monstre og dæmonlignende væsner af alle mulige slags, fx Skylanders-giganter, Chimo-Lego eller afarter af de gamle actionheltfigurer. Særligt i forbindelse med Halloween kan en tur i legetøjsbutikken give en overraskende oplevelse i forhold til, hvor langt denne monsterindustri er kommet. 

Handling

I “Monsters Inc.” (2001) og “Monsters University” er det ikke kampen mellem onde monstre og gode helte, der er pointen. Monstrene er skrækslagne for børn, men skal skræmme dem for at få skrig-energi, som er det, der får monstrenes verden til at køre rundt. Derfor går de modigste monstre hver nat gennem de speciallavede døre, der leder ind til menneskenes verden og virkeliggør de små børns værste frygt – uanset om det er gennem snigløb, stille forskrækkelse eller et ordentligt monsterbrøl.

 Monsterne uddannes

I “Monsters University” ser man, hvordan de unge monsterkandidater formes til jobbet som nattens skræk. På Monsters University kommer monsterstudenter af de mærkeligste slags og fremtoninger. Ikke alle har det, der skal til, og ikke meget taler for, at den lille, grønne og enøjede Mike Wazowski nogensinde skal få sit største ønske opfyldt: at blive en ægte skræmmer. Han har ingen tentakler, han er ikke stor og farlig og hornene i panden kan knap ses. Hans eneste fordel er hans unikke gåpåmod og en klar forståelse for, hvor vigtigt det teoretiske grundlag for rigtig frygt er.

 Venskab

Vi kender Mike og hans gode ven James P. Sullivan, eller bare Sully, som uadskillelige fra “Monsters Inc.”. I “Monsters University” ser man, hvordan de to fandt sammen, eller rettere sagt: hvordan de kæmper for at finde ud af det med hinanden. Sully kommer fra en lang slægt af skræmmere, mens Mike ikke har meget at være stolt af. Mike er teoretisk anlagt, mens Sully bare vil nyde studentertilværelsen og regner med at hans gode navn og medfødte monsterfysik gør arbejdet for ham.

 Teori og praksis

Efterhånden står det klart, at hverken ren fysik eller ren teori holder i mødet med den skræmmende virkelighed på den anden side af dørene. Man lærer, at vejen til succes er gennem samarbejdet i et team, hvor alle må tro på sig selv. Der kan man overvinde både indre usikkerhed og ydre kritikere.

 Vurdering

Efter at man i begyndelsen af 2000-tallet fik “Shrek” og “Ice Age”, har både sketchs og historier fra de to monumentale film været repeteret utallige gange. Selvom “Monsters University” er en opfølgning på “Monsters Inc.” fra samme periode, er det godt at mærke, at Pixar leverer en frisk og ny historie, som undgår de klicheer, vi er blevet lidt for vandt til. Dog er venskabet mellem den store Sully og den lille Mike meget lig det, vi ser, mellem Shrek og Æsel (“Shrek”) og Manny og Sid (“Ice Age”). Men miljøet er så anderledes, at det ikke ødelægger filmen nævneværdigt.

 Dialogtung

Efter ca. en fjerdedel af filmen, sad undertegnede med en følelse af, at filmen gik lidt i tomgang. Selvom animationen har en detaljerigdom og personskildring, man ikke har set magen til, skal der lidt mere til for at animerede figurer kan bære de dialogtunge dele af filmen. Alt i alt, bliver den lille følelse af ørkenvandring dog godt opvejet af humor, overraskende vendinger og de mange sjove biroller, filmen kan byde på.

 Egnethed

Et andet kritikpunkt er, at filmen blander uskyldige monstre med monstre og skræmmebilleder, som vi kender fra thrillergenren og fantasy-film beregnet til et voksent publikum. Dette skyldes nok netop udviklingen med stadigt mere skræmmende lege til små børn. Filmen har 7-års aldersgrænsen, og både humor og virkemidler tilsiger, at det på ingen måde er for lavt. Hvis børn er vant til denne monstertrend, kan det sikkert være sjovt for børn på 7 år, men filmen har scener som ikke burde være taget med. Når Sully fuldstændig skræmmer livet af et sovende barn, er det en scene, som ikke føles rar for børnene.

 College-film

“Monsters University” er en såkaldt “coming of age”-film, hvor ungdommens udfordringer står i centrum. Trods deres skrækkelige udseender har monstrene meget til fælles med sine menneskelige modstykker. Filmskaberne har, med stort held, hentet meget inspiration fra de tusindvis af college-film, den amerikanske filmindustri har lavet. Det medfører nok bare, at de yngste i målgruppen vil gå glip af mere i filmen end de lidt ældre.

 Instruktør: Dan Scanlon Genre: Animation/Familiefilm Sprog: Danske stemmer Nationalitet: USA Spilletid: 1 timer og 50 min. Distribution: The Walt Disney Company Aps Produktionsår: 2013 Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 7 år Begrundelse: Filmens indledes med den lille, poetiske, selvstændig historie 'The Blue Umbrella', hvori genstande - bl.a. paraplyer - er besjælede og udtrykker følelser. I én længere scene opleves det, at én af figurerne er bevidstløs eller død efter at være ramt af en bil. Hovedfilmen 'Monsters University' har en gennemgående humoristisk og actionpræget stemning. Den indeholder dog enkelte scener med en uhyggelig og mareridtsagtig stemning. Blandt mange komiske figurer fremstår nogle pludselig reelt truende. I nogle spændende sekvenser er monstre i fare, mens de jages af mennesker, lige som der er scener, hvor mennesker skræmmes af monstre. Det vurderes derfor, at filmen vil kunne virke skræmmende på de yngste børn. Se mere her

Anbefales af kidsandmedia dk

 

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet