Nordvest

04.06.2013

Video Clip

Filmtrailer: Nordvest

Video Clip

”Nordvest” er en barsk ungdomsfilm bygget op omkring instruktør Michael Noers sans for realisme. Og med, netop, realistiske parraller til aktuelle bandekonflikter og de seneste års banderelaterede skyderier, bør ”Nordvest” give stof til eftertanke, hos både unge og deres forældre. Filmens aldersbegrænsning på 15 år bør respekteres. kidsandmedia dk anbefaler filmen med det forbehold, at det er en voldsom film, og at det derfor især kan anbefales som diskussionsmateriale for skoleklasser, eller at de unge ser filmen sammen med voksne, så de efterfølgende kan debattere filmen.    

Historien, der ikke kan ende lykkeligt

18-årige Casper bor i Københavns nordvestkvarter. I en trængt husholdning, hvor Caspers mor er alene med ham, hans lillebroder og lillesøster, bliver der ikke stillet mange kritiske spørgsmål, når den ældste søn kommer hjem med penge og gaver. Så længe Casper passer på sig selv, og holder lillebroderen udenfor, ses det nærmest som et nødvendigt onde, at Casper begår indbrud for kvarterets lokale gangster, Jamal.

Da Casper får kontakt til nye dele af den kriminelle underverden i form af rockeren Bjørn, ser han muligheden for at tjene store penge og vise, at han kan noget mere end at være Jamals underbetalte tyveknægt. Og pludselig ruller pengene ind, festerne er gode og Casper føler, han bliver en del af en stærk familie. Men succesen har som altid en pris. Kriminaliteten bliver mere alvorlig, Caspers lillebror, Andy, bliver også en del af den nye familie, og Jamal, Caspers tidligere arbejdsgiver, tager ikke let på Caspers nye omgangskreds.

Som en lus mellem to negle føler Casper sig mere og mere klemt. For på trods af at pengene er rigelige, og Casper nu kan forkæle sin mor og lillesøster, bliver båndene mellem Casper, hans lillebror og deres kriminelle bekendtskaber stadig stærkere.

Vurdering – en realistisk morale

Det håndholdte kamera, der præger filmens visuelle udtryk, resulterer i en rå og dokumentarisk fornemmelse. Denne visuelle stil understøttes på filmens lydside af et fravær af klassisk underlægningsmusik. Alt i alt sidder man tilbage som tilskuer, med fornemmelse af at have fået et indblik i Caspers hverdag uden indblanding fra filmens instruktør. ”Nordvest” fremviser med andre ord ikke et sort/hvidt billede af hovedpersonerne, peger ikke fingre og moraliserer ikke over deres handlinger og valg. Det bliver tilskuerens opgave at tage stilling.

”Nordvest” kræver noget af sin tilskuer: fordi den er rå og upoleret i sin stil, fordi den portrætterer et ubehageligt miljø, og fordi den lader det op til tilskueren at fortolke og moralisere over Caspers handlinger og valg. Men er man som tilskuer indstillet på at blive udfordret, går man ind til en god filmoplevelse, der rejser masser af spørgsmål til diskussion, når filmen er slut.

Konklusion

Med et alvorligt tema og en realistisk stil er ”Nordvest” ikke en feel-good film, der efterlader tilskueren med et smil på læben. Det interessante ved ”Nordvest” er ikke, at den fortæller hvordan kriminalitet, prostitution, stoffer og bander sender de indblandende parter mod samfundets bund – dette er kun en sidebemærkning i filmen. Det interessante er de motiver, valg og handlinger, som karaktererne – ikke mindst hovedpersonen Casper – kæmper med på vej mod afgrunden. ”Nordvest” handler ikke bare om kriminalitet, men social ulighed, familie, søskendeforhold, forbilleder og meget mere. Filmen fortjener absolut at blive set, ikke mindst af unge og voksne i fællesskab, så karakterernes motiver, valg og handlinger kan blive diskuteret og sat i perspektiv, efter filmen er slut.

Egnethed

”Nordvest” har fået en vejledende aldersbegrænsning på 15 år. Filmens indhold, tema og dens realistiske fortællestil har en vis chokeffekt. Men filmen er ikke kun egnet for de unge på 15 og derover. Forældrene bør også se med, dels fordi det er en god film med gode skuespillere, fordi dens tema om bandekriminalitet og unge er aktuel, og fordi de større moralske spørgsmål om rigtigt og forkert altid er vigtige at stille og godt for de unge at få debatteret i fællesskab med voksne.

Fakta om filmen

Instruktør: Michael Noer. Ungdomsfilm / voksenfilm. Skuespillere: Gustav Dyekjær, Roland Møller, Oscar Dyekjær Giese, Nicholas Westwood Kidd, Lena Maria Christensen, m. fl. Sprog: Dansk. Nationalitet: Dansk. Spilletid: 1 time og 31 minutter. Produktion: Nordisk Film, Danmarks Radio, Det Danske Filminstitut. Distribution: Nordisk Film. Produktionsår: 2013. Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 15 år. Begrundelse: Filmen er en fortælling om en ung fyr i et meget råt miljø, der rummer både vold, stoffer, prostitution og anden kriminalitet. Man oplever, hvordan den unge mand bliver presset længere og længere ud i det kriminelle miljø, indtil han ikke kan bunde mere. I flere scener ser man overfald og forfølgelser, blandt andet ser man i nogle scener en ung mand, der bliver forfulgt af tæskehold med køller, og man ser ligeledes to unge mænd, der stærkt pressede skal likvidere en mand. Det miljø, som den unge mand færdes i, er meget forrået og nedbrydende, og det vurderes, at det, sammen med de voldsomme scener, filmen rummer, vil kunne virke urovækkende og angstfremkaldende på de 11-12-årige, hvorfor det vurderes, at filmen vil kunne virke angstfremkaldende for børn og unge under 15 år.

Kidsandmedia dk's vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn