Ny projektleder på kidsandmedia dk

09.03.2012

Maja Schurmann har trådt sine første skridt som projektleder på kidsandmedia dk, hvor hun vil videreføre kidsandmedia dk og arbejde på, at kidsandmedia dk får en bæredygtig fremtid, når fondsmidlerne udløber til maj 2013.

Maja Schurmann er uddannet cand. mag. i Kultur og formidling og har tidligere været projektkoordinator på Vejle Kommunes kulturfestival for børn og unge, Spotlight. Hun kender derfor allerede godt til kommunikation og formidling, projektarbejde og konteksten børn/forældre/medier.

”Jeg ser meget frem til at overtage og videreudvikle alle de spændende opgaver, som efterhånden er kommet op at stå i kidsandmedia dk. Både forældre og voksne, der arbejder med børn og unge, skal kunne bruge vores tilbud, og jeg glæder mig til at gøre det endnu mere brugbart og funktionelt.
Jeg glæder mig selvfølgelig også til at indgå i samarbejdet med alle aktører, samarbejdspartnere og foredragsholdere, som er en del af kidsandmedia dk,” udtaler Maja.

Kidsandmedia dk tog sine først skridt i oktober 2010, hvor den danske udgave af Norges Barnevakten blev søsat i en treårig opstartsperiode med støtte fra Kavli, Barnevakten i Norge og KLF, Kirke & Medier.

Kidsandmedia dk er primært grundfæstet i hjemmesiden www.kidsandmedia.dk, hvor forældre og voksne, der arbejder med børn, kan finde viden om, hvordan de kan tackle en hverdag med børn i en digital verden. Kidsandmedia dk har også udgivet håndbogen Digital Barndom, som er en guide til forældre og voksne bl.a. med gode råd om internet, mobil og spil samt eksempler på problemstillinger, forældre og voksne kan diskutere med deres børn. Kidsandmedia udgiver også Familiemagasinet to gange om året med forskellige temaer – sidste udgave i okt. 2011 med temaet ”Børns digitale sprog”.

Se mere om kidsandmedia dk på www.kidsandmedia.dk eller synes godt om organisationens arbejde på facebook: http://www.facebook.dk/kidsandmediadk.
Du kan også blive medlem af kidsandmedia – se hjemmesiden.

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet