Pixi Børnebøger (app)

15.05.2013

Denne samling af kvalitetslitteratur for børn tilbyder et stort udvalg af klassiske og nye historier fra det kendte Pixi-univers.

Pixi-bøgerne er kendt blandt både børn og forældre, som kan huske dem fra sin egen barndom. Derfor var det med stor forventning, vi downloadede den nye app “Pixi Børnebøger”, som indeholder hele 26 nye og gamle børnebøger.

De forskellige bøger er fordelt i fire kategorier, som i alt byder på et bredt udvalg af fortællinger. Den første kategori indeholder nogle af de første og største klassikere fra Pixi-bøgernes begyndelse. For børn, som kan lide lidt uhyggelige, men i grunden mest søde spøgelseshistorier, er der også nogle spændende bøger i “Spøgelseshuset”. Sjove fødselsdagshistorier har også fået sin egen kategori, og den sidste samling af bøger tilbyder en stak eventyrlige fortællinger med landlige temaer.

Behagelig fortællerstemme

Alle bøgerne læses højt af Lars Thiesgaard med en behagelig og rolig stemme. Det er nemt for børn at følge med, og man kan selv bladre om til næste side, når teksten er læst færdig. En fin lyd indikerer, når man skal bladre for at høre mere. Alle bøgerne indeholder de originale illustrationer, som udfolder historien på en flot måde. Mange børn vil nok bruge meget tid på at bladre frem og tilbage og se på de gode tegninger.

Det er tydeligt, at producenten har været optaget af at beholde den gode tradition med Pixi-bøgerne. De er lykkedes meget godt med det, men det har bare også betydet, at app’en har et lidt gammeldags udseende. Bøgerne bærer præg af, at de nærmest er kopier af de trykte udgaver. Man kan tænke på, om app’en ikke ville have været endnu mere attraktiv, hvis man havde inkluderet nogle interaktive elementer.

Et godt tip er at slukke for lyden, så barnet læser noget af historien selv. Teksten er nem at læse og kan være rigtig god læsetræning for de yngste. Det kan også være hyggeligt for forældre at læse fortællingerne højt for deres børn.

Bøgerne koster penge

Når man downloader app’en, får man én bog med i købet, og man skal betale for at få adgang til de andre 25 bøger. De klassiske historier er de billigste - de koster 6 kr. pr. bog, men man kan også købe en samlet pakke med alle 7 bøger. I de andre kategorier koster hver bog 12 kr., hvor man også har mulighed for at købe alle bøgerne samlet. Mange vil nok mene, det er lidt dyrt, og det kunne godt have været billigere, men man skal huske, at bøgerne er langt dyrere i den trykte udgave. Vi savner alligevel en rabat, hvis man køber hele indholdet.

Producenten har lavet en fin forældrekontrol med et svært regnestykke for at forhindre børnene i at downloade bøgerne selv. Alligevel bør forældre være lidt opmærksomme på børnenes køb. Før man ved af det, kan barnet have løst regnestykket selv, så man bør sikre, at barnet ikke har adgang til passwordet for “in-app”-køb. Læs mere om det her.

Tegneprogram

Udover de flotte bøger, findes der et “Pixi-værksted”, hvor man kan tegne på blanke stykker papir, lave sin egen Pixi-bog med tekst eller farvelægge figurerne i en malebog. Det er muligt at sende færdige tegninger til familie og venner, noget mange børn sætter pris på.

Tegneprogrammet er nok den svageste del af app’en. Her burde der have været flere variationsmuligheder, bl.a. mulighed for at variere størrelsen på stregen og viskelæderet. Stregen bliver også lidt kantet, hvis man selv tegner. Derudover er det svært at være helt præcis, når man skal farvelægge figurer. Man bør have en touch-pen, hvis man vil farvelægge helt perfekt.

Det er muligt at købe en ekstra malebog for 12 kr. Vi synes godt, den kunne have været gratis.

Egnethed

“Pixi Børnebøger” er en flot adgang til klassiske børnehistorier, som passer udemærket for de yngste børn. Det store udvalg af bøger giver god adgang til læring, sjov, spænding og ikke mindst familiehygge og læsetræning. App’en har forbedringspotentiale, men den præsenterer de flotte Pixi-bøger til en ny generation på en brugervenlig og flot måde.

Foreslået aldersgruppe: Passer til børn fra 4 år

Platform: iOS (iPad, iPhone, iPod Touch)

Aldersmærkning: 4+

Pris: Gratis (1 bog). Bøger og bogpakker kan købes som tillæg.

Kategori: Underholdning

Udvikler: Lindhardt og Ringhof Forlag

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet