Sådan træner du din drage 2

12.09.2014

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

En spændende, godt animeret og overraskende følelsesbetonet film, som passer godt til børn fra syv år.

 Handling

Fem år efter det første eventyr er der ren idyl på Berserkø. Vikinger og drager lever i harmoni, og Hikke (vores helt og høvdingens søn) og Tandløs bruger dagene på at udforske verden udenfor Berserkø.

Krig vs diplomati

Under en af ekspeditionerne møder de en gruppe dragejægere, som afslører, at den onde Drago er i gang med at opbygge en mægtig dragehær. Det skaber uro blandt vikingerne, som derfor forbereder sig til krig. Hikke derimod vil løse det med fredelige midler og sætter ud for at finde den skumle hærleder.

 

Skal Hikke være høvding?

Parallelt med dette har Hikke andre problemer. Hans far ønsker, at han skal overtage som høvding, men Hikke føler sig ikke som en leder. Det skaber store familieproblemer, og situationen bliver ikke mindre kompliceret, da dragebeskytteren Valka og hendes flok af drager dukker op.

 

Store udfordringer

Hikke og Tandløs stilles overfor en række udfordringer, og før freden igen kan sænke sig, skal de finde ud af, hvem de er, finde styrke sammen og beskytte det, som er vigtigst for dem.

 

Vurdering

“Sådan træner du din drage 2” kommer fem år efter den første film og lægger op til at blive en triologi. Den nye film er generelt meget vellykket og byder på en spændende historie, god humor og et stort udvalg af sjove drager. Teknisk set er filmen strålende med animation af ypperste kvalitet.

 

Stor dybde i filmen

Filmens største styrke er nok, at hovedpersonernes tætte bånd og følelser får en central plads i historien. Hikke vil gå sine egne veje, og i løbet af eventyret lærer han, hvem han er, og hvor han hører hjemme - men svaret er helt anderledes end det, han troede i starten af filmen. Derudover viser historien livets alvor bl.a. ved at flere af hovedpersonerne lider personlige tab. Alvoren giver historien dybde, og det er godt balanceret med humor og sjove scener, så filmen ikke virker dyster.

 Identitet, familie og kærlighed

Historien stiller spændende spørgsmål til identitet, familie og kærlighed - samtidig med at Hikke viser en principfasthed, som får omfattende konsekvenser på både godt og ondt. Det er meget spændende for børn og unge at reflektere over. I en film, som primært består af fart og action er det noget af en præstation.

Letkøbte løsninger


På den anden side findes der mange hurtige løsninger og mange af bikaraktererne virker overfladiske og karikerede. Som helhed er historien konventionel. Filmen består mest af de sædvanlige løsninger, som sikrer en bred kommerciel appel og store billetindtægter på bekostning af en mere udførlig og original udforskning af filmens spændende tematikker.

 

Egnethed

“Sådan træner du din drage 2” har en række dramatiske scener. Den onde Drago er meget skummel, og de ondeste drager i hæren er ikke til at spøge med. Det er også meget triste scener, hvilket er lidt usædvanligt for denne slags film. Af den grund bør børn under aldersgrænsen ikke se filmen. Nogle 7-8 årige vil nok sætte pris på at have en voksen med i biografen. Ellers er det flot underholdning for hele familien.

 Konklusion

“Sådan træner du din drage 2” er en vellykket blanding af let underholdning og temaer til eftertanke. Men først og fremmest er den et farverig, sjov og fartfyldt filmeventyr.

 

Instruktør: Dean DeBlois Genre: Animasjon Danske stemmer: Robert Hansen, Stine Stengade, Morten Staugaard, Peter Aude, Özlem Saglanmak, Sigurd Holmen Le Dous, Niels Olsen, Sasia Møllegaard, Julie Thiesgaard Kellermann, Daniel Vognstrup, Niclas Mortensen m.fl. Nationalitet: USA Produksionsselskab: 20th Century Fox, DreamWorks Animation Spilletid: 1t 41min Distribution: SF Film A/S Produksionsår: 2014 Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 7 år Begrundelse: Filmen har en dramatisk men også eventyrlig grundstemning. Den tematiserer krig og har i lange passager mange slagsmål og dramatiske kampscener, hvor hovedpersonerne er i livsfare. Herudover indgår en længevarende sekvens præget af sorg. Da filmen forløses positivt og i øvrigt foregår i et urealistisk eventyrunivers, vurderes det, at de dramatiske scener kun vil kunne skræmme børn under 7 år.

kidsandmedia dks vurdering:  Anbefales
Anbefales af kidsandmdia dk
Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet