Spil er sociale medier og omvendt

13.03.2014

Spil er sociale medier - og omvendt. I hvert fald for de 7-12-årige. Det viser en undersøgelse foretaget af Medierådet for Børn og Unge og DR Medier.

De 7-12-årige bruger ikke så meget de voksnes sociale medier som Facebook og Twitter. I stedet er de sociale, når de spiller. Det viser en undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge og DR Medier.

Børnenes medieaktiviteter foregår primært ved at spille spil på forskellige platforme. Der bliver de så introduceret til at være sociale, viser undersøgelsen, der er foretaget i efteråret 2013 blandt 7-12-årige børn og deres forældre.

Børnene bruger spil som sociale medier for at kommunikere med deres netværk. Samtidig er mange spil kun tilgængelige via sociale medier, så børnene må oprette en social profil for at spille.

De starter med at spille, og gradvist begynder de at bruge spillene til at kommunikere med deres netværk og andre spillere.

 Piger og drenge er forskellige

For drengene handler kommunikationen meget om selve spillet, hvor pigerne også kommunikerer om følelser og andre ting, der ikke er relateret til spillet.

Pigerne er derfor også de første til at bevæge sig fra spillene over på de klassiske sociale medier – især de sociale medier, hvor billedkommunikation er i centrum. Her leger de med identitet og dyrkelse af det nære samvær med andre. Senere bevæger drengene sig også over på disse sociale medier, men for både piger og drenge bliver spillene ved med at have en plads i deres liv.

Sociale medier er spil og omvendt

For børn er sociale medier et spil – og spil er et socialt medie. De blander det uden problemer, spiller alene eller sammen med andre, chatter, skyper, deler billeder og ser videoer af andre, der gør det, som de gerne selv vil kunne.

Fra fysisk verden til online

Interessant er, at børnene tager den adfærd med ind i den digitale verden, som de har i den fysiske – og omvendt. Børn bruger de kanaler de har til rådighed til at kommunikere om det, der interesser dem.

Spil og sociale medier er blevet en vigtig del af børne- og ungdomskulturen. Børns spilvaner og mediebrug stiller derfor krav til forældre, skole og institution, mener Medierådet for Børn og Unge:

- Undersøgelsen viser, at børnene etablerer en kultur omkring sociale medier på et tidligere tidspunkt end vi ellers har antaget. Det betyder, at de allerede her begynder at udvikle de kommunikative og sociale kompetencer, der skal til for at indgå i online fællesskaber. Men det betyder også, at det allerede er her normer for online adfærd etableres børnene imellem. Som forældre, lærere og pædagoger skal vi dels understøtte børnene i udviklingen af deres online kompetencer og dels hjælpe med at sætte normer for online adfærd til debat”, udtaler formand for Medierådet for Børn og Unge, Anne Mette Thorhauge.

Læs hele rapporten Tweens mellem spil og sociale medier her.

                                                                        

 

Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet