Tarok

31.10.2013

Video Clip

Filmtrailer:

Video Clip

Den stort opsatte danske spillefilm, ”Tarok”, er en familiekrønike på fire ben, baseret på historien om Danmarks mest berømte væddeløbshest. Mens publikum følger familien Laursens strabadser, der tager udgangspunkt i hesteavl og væddeløb, er det de voksne, de større børn, og hesteinteresserede i alle aldre, som er underholdt.

En stjerne er født

Første gang vi møder familien Laursen, er i efterkrigstidens Danmark. Karl Laursen, familiens overhoved, er en forretningsmand med store visioner og drømme. De fire sønner, Jørn, Vagn, Aksel og Mogens ser op til deres far. Og samtidig med at faderens beslutsomhed inspirerer, skaber hans kompromisløshed samtidig en stærk pligtfølelse hos børnene – familien er det vigtigste.

Under navnet ”Stald Kima” tager familien Laursen hul på et eventyr, hvor hesteopdræt og hestevæddeløb kommer til at præge resten af deres liv. Fra travbanen i Skive går turen til København og senere det store udland, alt imens sønnerne vokser op og forsøger at finde deres plads i familien Laursen, så vel som i verden.

Da den lille hingst, Tarok, bliver født, er det for alvor et vendepunkt for familien. Både Karl og Stald Kimas bedste kusk, sønnen Jørn, ser straks potentialet. Med tilnavnet ”Dannebrog på fire ben” vinder Tarok ikke bare et hav af medaljer, men også hjerterne hos de fleste danskere. 

Drømmen lever stadig

”Tarok” er en fortælling om at jagte drømmen. Filmen er dermed også en fortælling om kampen med de realiteter, der ofte stiller sig i vejen for drømmen. ”Tarok” tegner et billede af outsideren, der imod alle odds, og med hårdt arbejde, opnår succes og respekt. Filmen er med andre ord en klassisk fortælling, der er genkendelig og inspirerende for både børn og voksne.

 Godt materiale som tv-serie

Filmens historie spænder over et langt tidsmæssigt forløb, og af og til, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man ikke får det hele med. Nogle af karaktererne og konflikterne i filmen, eksempelvis spændingerne mellem Karl Laursen og hans sønner, kommer til at stå tilbage som ”halvfærdige”.

Som publikum kan man godt sidde tilbage med en drøm om at ”Tarok”, frem for at være en spillefilm, var blevet til en tv-serie. Her ville der være mere tid til de forskellige karakterer og detaljerne i historien. Det er ærgerligt, for filmen er flot. Der er nemlig gjort meget ud af at genskabe et troværdigt billede af fortiden. Og når skuespillerne også gør det godt, fremtryller filmen et univers, man som publikum har lyst til at tilbringe mere tid i.

Krydret med gamle optagelser

Væddeløbsscenerne, som selvfølgelig er en vigtig del af filmen, er krydret med gamle optagelser af de virkelige løb, og det fungerer godt. På trods af man kender udfaldet, er det svært ikke at lade sig rive med. 

Egnethed

”Tarok” er tilladt for alle, men det er tvivlsomt, at alle i familien vil være lige godt underholdt hele vejen igennem filmen. Med en spilletid på 2 timer og 15 minutter vil de yngste tilskuere have svært ved at holde fokus hele vejen. De større børn vil også være bedre rustet til at forstå familien Laursens interne konflikter.  Og da ”Tarok” også fremviser et tidsbillede af Danmark i perioden fra 1948 til 1980, har de voksne, som er vokset op i denne periode, også sjove gensyn i vente.

Fakta om filmen

Instruktør: Anne-Grethe Bjarup Riis. Genre: Drama. Skuespillere: Henrik Vestergaard, Bjarne Henriksen, Kirsten Lehfeldt, Iben Dorner, m. fl. Sprog: Dansk. Nationalitet: Dansk. Spilletid: 2 timer og 15 minutter. Produktion: Regner Grasten Film. Distribution: Nordisk Film. Produktionsår: 2013. Medierådet for børn og unges aldersgrænse: tilladt for alle.

Kidsandmedia dk's vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk

Del |

Tips en venn