Toca Lab (app)

02.06.2014

Udforsk kemiens verden og lær om det periodiske system på en spændende og udfordrende måde med denne spændende app.

 

Har man en lille videnskabsmand eller -kvinde i familien? Så kan “Toca Lab” være noget for dem. I denne app er opgaven at åbne alle grundstofferne i det periodiske system ved at udsætte dem for kemiske processer ved hjælp af videnskabeligt udstyr. Alle grundstofferne præsenteres som sjove bobler, som alle har sine specielle egenskaber.

 

Leg og eksperimenter

App’en har minimalt med instruktioner, men det er en del af pointen: Børnene skal bruge logik og prøve sig frem for at løse et problem. Og glæden er desto større, når man helt på egen hånd finder frem til et svært grundstof. Når app’en åbnes kommer man til en menu med hylder med hvert sit videnskabelige instrument: oscilloskop, centrifuge, bunsenbrænder, kølemiddel og reagensglas.

Leg dig frem til 118 grundstoffer

Man begynder med et grundstof, og derfra skal man eksperimentere sig frem til de 118 grundstoffer i det periodiske system. For at udføre et eksperiment vælger man et instrument f.eks. ved at blande forskellige væsker fra reagensglas, og se om der sker en kemisk reaktion, så et nyt grundstof opstår. Man kan få hints til, hvilket instrument man skal bruge, ved at gå ind i det periodiske system (et rullegardin i toppen af skærmen) og trykke på det grundstof, man vil eksperimentere med.

Gradvist øges sværhedsgraden

Det bliver gradvist sværere, efterhånden som man åbner grundstoffer. Nogle gange får man kun et spørgsmålstegn i stedet for et hint. Så må man prøve flere instrumenter for at finde den ønskede reaktion. Nogle stoffer forandrer sig også flere gange i en proces, f.eks. når det udsættes for elektricitet. Så må man afbryde processen på det rigtige tidspunkt for at finde et bestemt stof og gøre processen længere for at finde et andet. Der er også andre måder at komme frem på, så der er mange spændende udfordringer.

 Sjove ekstraeffekter

“Toca Lab” er fuld af sjove idéer. Nogle af grundstofferne bliver magnetiske, når de har været gennem oscilloskopet og trækker alt af metal til sig. Andre stoffer eksploderer, når man vælger den rigtige blanding fra reagensglassene, og så kan man finde alle delene og sætte dem sammen igen.

 Børnevenlighed

“Toca Lab” kan være lidt svært at forstå i starten. Uden instruktioner er der ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Det kan betyde, at nogle børn mister modet tidligt. Her anbefaler vi forældre at gå ind på “For parents” i menuen. Her er der en god forklaring på, hvad spillet går ud på. Derefter kan man sætte sig med børnene og spille lidt sammen, så børnene lærer, hvad det går ud på. Det er også en god anledning til at snakke lidt med børnene om kemi, grundstoffer og det periodiske system. Når børnene først har forstået spillet, tror vi, de sjove eksperimenter og kemiens mysterium vil appellere til mange.

 Spillet er ikke undervisning

Spillet byder på innovation i måden at give børnene indblik i kemiens verden. Samtidig udfordrer og stimulerer det børnenes analytiske evner og logiske sans. Husk alligevel, at selvom alle grundstofferne og deres egenskaber er rigtige, så er måden de forandres på ikke realistisk. App’en skal derfor ses som en smagsprøve, som forhåbentligt kan vække interesse hos børnene, så de lærer mere fra andre kilder.

 Konklusion

“Toca Lab” er en eminent app til børn fra fem år. App’en er så indholdsrig og udfordrende, at den kan engagere og more børn i utallige lærerige timer.

 

Foreslået aldersgruppe: Passer til børn fra fem år

 

Platform: iOS, Android

 

Pris: 19 kr.

 

Kategori: Underholdning

 

Udvikler: Toca Boca AB

kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmedia dk
Del |

Tips en venn
 
 
Kavlifondet