Vær en forælder, der tør

20.01.2014

Sexolog, parterapeut og formand i Pornofrit Miljø, Heidi Ringheims giver her sit råd til ugens dilemma. 

Ugens dilemma: Dit barn skal overnatte hjemme hos en kammerat sammen med flere andre venner. Du kan forstå på dem, at de skal se en film, som er lavet til voksne og som du ved viser flere seksuelle scener – hvad gør du? Tager du kontakt til kammeratens forældre for at sige, at du ikke synes, børnene skal se filmen?  Prøver du at foreslå andre film, de kan se? Eller gør du noget helt tredje?

Heidi opfordrer:

Træd ud af tryghedszonen. Vær en forælder, der tør!

Det, der oftest føles mest trygt for mange forældre, vil formentligt være at lade som ingenting og blot lade sit barn tage af sted uden at gøre noget.

”Det trygge” forstået på den måde, at man oftest ikke ønsker eller ikke har lyst til at blande sig i andres måder at gøre ting, fx i forhold til opdragelse eller forskellige måder at lade børn opleve og være på. Det, at lade være med at gøre noget, føles umiddelbart som den tryggeste måde, men det kan risikere at være en glidebane, hvis du virkelig ønsker, at det skal være dig, der præger dit barn, og ikke lader tilfældige film og TV-serier eller ikke så opmærksomme forældre være de kilder, der påvirker dine børn i uhensigtsmæssige retninger.

Stå ved dine principper

Det gælder om at turde formidle og håndhæve egne principper og grænser – ikke bare over for dit barn, men også over for andre forældre. Du skal ud af din tryghedszone, men det vil gøre dig til en forælder, der tør stå inde for de principper og værdier, som du ønsker, skal gælde for dig selv ligeså vel som for dit barn. Det vil samtidig sende tydelige signaler til dit barn omkring dit ståsted, hvilket altid er godt.  

Dialog med andre forældre

At turde træde i karakter på dit barns vegne, vil ofte vise sig at være til fordel for dit eget barn og dig selv, men så sandelig også for dit barns ven og vennens forældre. Når du tør bringe et emne på banen og fortælle, at ”hjemme hos os har vi besluttet at overholde retningslinjerne ift. aldersvurdering på film” eller ”vi ønsker, at det er os som forældre, der præger vores børns seksuelle udvikling, så derfor er vi temmelige selektive mht. hvilke film, vi ønsker vores børn ser,” kan det blive en god måde til at indlede en dialog med andre forældre. Det vil også være med til at opfordre og inspirere andre forældre til at være bedre til at være opmærksomme på, hvad de tillader deres børn at se og ikke.

Tag ansvar

Og endelig – husk på at du er den voksne i forhold til dit barn.  Lad dig ikke overtale af et barn, som måske synes, at det er dybt uretfærdigt, at du enten ikke vil tillade det at tage af sted, at du forsøger at tale med vennens forældre om at finde en anden film, eller hvad, du nu føler, er det rigtige at gøre for dit barn. Det mest rigtige, du kan gøre for dit barn – og det gælder nærmest alle situationer her i livet – er at gøre det mest ansvarlige. Det mest ansvarlige vil også være det mest kærlige du kan gøre. Og ofte kræver kærlighedens arbejde, at vi er modige og tør!

Vælg hvilken forælder, du vil være

Jeg opfordrer og udfordrer dig derfor til at være en forælder, der tør! Vær en forælder der tør, kan og vil give udtryk for fornuftige og ansvarlige principper og holdninger. Især når det gælder den tiltagende seksualisering i de fleste medier. En seksualisering, der på den ene eller anden måde og uundgåeligt vil påvirke og præge vores børn og deres seksuelle udvikling.

Der er brug for dig

Den slags modige og ansvarlige forælder har både dit barn, dit barns venner og i øvrigt hele samfundet brug for nogle flere af.

Del |

Tips en venn