X-Men: Days of Future Past

27.05.2014

Mutanterne i X-Men er tilbage i en elegant actionfilm med en spændende historie. En række voldsomme actionsscener gør, at filmen passer bedst til børn fra 13 år.

 

Handling

Sentinel-programmet truer med at udrydde X-Men og de andre mutanter på jorden. For at redde arten har X-Men kun ét valg - de må ændre fortiden for at redde fremtiden.

 Tilbage i tiden

Mutanten Kitty har evnen til at sende andre tilbage i tiden, men det er kun Wolverine, der er stærk nok til at blive sendt helt tilbage til 1973. Det bliver derfor hans opgave at rejse tilbage til året, hvor Dr. Bilovar Trask lavede de første Sentinel-robotter, som kan dræbe mutanterne.

Wolverine som fredsmager

Det er ikke doktoren, som er det største problem. Wolverines opgave er nemlig at forhindre, at Trask bliver dræbt af mutanten Mystique, og endnu vanskeligere: han skal få fjenderne Charles Xavier (Professor X) og Erik Lehnsherr (Magneto) til at samarbejde for at afværge truslen, der truer hele mutantracen. 

Overraskende kamp

Wolverines opgave udvikler sig til en voldsom kamp, som overrasker. Og det bliver meget tydeligt, at det ikke er nogen nem opgaver at forme fremtiden, som man vil.

 Vurdering

“X-Men: Days of Future Past” er efterfølgeren til “X-Men: First Class”, som viste os X-Mens oprindelse. Denne film er mindst ligeså godt lavet, som sin forgænger, med en lang række flotte karakterer og spændende scener, som er lige i øjet for science-fiction fans.

Mangesidet historie

Det er ikke bare effekterne, som er gode. Her får vi en godt lavet og mangesidet historie, som udforsker de forskellige karakterer og forholdet mellem dem på en spændende måde. Særligt Charles og Erik er komplicerede karakterer med åbenbare svagheder. De drives af det samme mål, men med helt modsatte filosofier. Dét kombineret med deres tidligere venskab fører til et helt specielt had/kærligheds forhold.

Formidling af vigtige perspektiver af den virkelige verden

“X-Men: Days of Future Past” er et godt eksempel på, hvordan science fiction kan bruges til at formidler vigtige perspektiver af den virkelige verden. Når Wolverine rejser tilbage i tiden, er det ikke ydre kræfter, som er den største trussel. Her er det ungdommens overilede beslutninger og mangel på perspektiv og visdom, som er hans største fare. Interne konflikter og personlige dagsordener overskygger behovet for en fælles tryg fremtid, og specielt historiens klimaks har en meget elegant måde at vise det på. Der er heller ingen tvivl om, hvor svært det er at ændre fremtiden, selv om man ved nøjagtig, hvordan den bør være.

 Egnethed

Filmen har fået 11-års grænsen. En lang række scener viser dramatiske voldshandlinger, men samtidig er det tydeligt et eventyr, og der er ikke ret meget blod og få stærke billeder. Af den grund er aldersgrænsen helt fin, selvom filmen kan være lidt for meget for nogle 11-12 årige.

 Konklusion

Solid science fiction fra en anerkendt instruktør, som anbefales til børn fra 13 år.

 

Instruktør: Byan Singer Genre: Action, Science Fiction Skuespillere: Jennifer Lawrence, Nicholas Hoult, Hugh Jackman, James McAvoy, Michael Fassbender, Halle Berry, Ellen Page, Anna Paquin, Peter Dinklage, Evan Peters, Ian McKellen, Patrick Stewart m.fl. Sprog: Engelsk tale, dansk tekst Nationalitet: USA Produktionsselskab: Twentieth Century Fox m.fl. Spilletid: 2 timer og 11 min. Distribution: SF Film A/S Produktionsår: 2011 Medierådet for børn og unges aldersgrænse: 11 år Begrundelse: Filmen foregår i en delvist urealistisk verden, hvor mennesker og mutanter bekriger hinanden. Den indeholder en række voldsomme scener, hvor mennesker og mutanter overfaldes eller slås ihjel. Der dvæles dog ikke ved blodige billeder, men stemningen er flere steder dyster og truende. Da filmen foregår i et delvist sciece fiction-univers, og da de voldsomme billeder ikke er udpenslede, vurderes det at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

 kidsandmedia dk’s vurdering: Anbefales

Anbefales af kidsandmdia dk
Del |

Tips en venn